Godt butikslejemål med attraktiv gågade-beliggenhed i Varde.
På en af byens bedste og mest trafikerede gågadeplaceringer, udlejes nu dette pæne og velindrettede butikslejemål på i alt 365 kvm.
Butikken ligger godt placeret i Vestergade, der er en af Vardes 2 gågader. Her er man omgivet af en stærk kerne af gode solide forretninger, der for manges vedkommende har været en del af bybilledet gennem årtier. Og herfra er der kun få meter til byens prisbelønnede torv.
Beliggenheden er optimal i forhold til den gående trafik, men også i forhold til parkeringspladserne i midtbyen og en del af byens seværdigheder i øvrigt. Byens handelsliv centrerer sig således netop i dette område omkring gågademiljøet.
Selve lejemålet rummer i alt 365 etagemeter, og består af butikslokaler på 209 kvm samt lager, kontor og personalefaciliteter på i alt 96. Hertil kommer 60 kvm kælder ("pluklager") med direkte trappeadgang til/fra butikken.
Butikken har et bredt facadeparti mod gågaden - med butiksruder på begge sider af indgangspartiet - og byder på stor opmærksomhedsværdi i gadebilledet.
Også indvendigt fremtræder lokalerne i en pæn og præsentabel stand - og lejemålet synes velegnet til et bredt udvalg af detailbutikker. Med enkle midler er det endda muligt at udvide selve butiksdelen fra 209 kvm til ca. 265 kvm - forhør nærmere.
Info om Varde:
Varde er en gammel købstad og byder på hyggelig stemning i den ældre bymidte, der bl.a. karakteriseres ved smalle snoede forretningsgader, brostensbelagte stræder og skiftende bygningsproportioner. Her findes et driftigt handelsmiljø og et væld af aktiviteter og fritidstilbud for byens borgere og besøgende gæster. Byen er "hovedstad" i den geografisk store Varde Kommune, som samtidig er en af Danmarks mest velbesøgte turistkommuner med ca. 3 millioner turistovernatninger hvert år.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg