Solgt

Spangsbjerggade 42, 6700 Esbjerg

Solgt
Boligudlejningsejendom
Spangsbjerggade 42
6700 Esbjerg
816 m²
Sagsnr.: 67000518
Ældre boligudlejningsejendom beliggende på hjørnet af Spangsbjerggade/Frodesgade – på en meget bynær adresse, tæt på byens uddannelsesinstitutioner, sports- og fritidsfaciliteter og samtidig tæt på det pulserende handelsliv med caféer og restauranter i centrum af Esbjerg.

Ejendommen er opført i år 1939 i 3 etager og med høj kælder – i et for tiden klassisk etagebyggeri med lukket facade ud mod Frodesgade og Spangsbjerggade, i røde sten og med rødt tegltag. Bag ejendommen ses en lukket, mindre gårdhave, mod hvilken de fleste lejligheder har solrige altaner.

Ejendommen har et samlet etageareal på 1.279 m², heraf et boligareal på 816 m², uudnyttet tagetage på 191 m² samt et kælderareal på 272 m², jfr. BBR.

På adressen Spangsbjerggade 42 er der 6 lejemål på henholdsvis 97 m² (2 stk.), 65 m² (3 stk.) og 47 m² (1 stk.). I Spangsbjerggade 42 A er der et enkelt lejemål på 50 m², som står tomt og skal istandsættes. I Frodesgade 116 A er der 6 lejemål, alle på 55 m².

De fleste af lejemålene er meget veldisponerede – og de overskuelige størrelser er eftertragtede i genudlejningsøjemed og er garant for en god lejerbonitet i ejendommen.

På loftsetagen er der et uudnyttet depotrum på samlet 191 m², som vil være oplagt til indretning af boliger. Det er dog op til køber selv at undersøge muligheden herfor, og den fremtidige anvendelse er således sælger uvedkommende.

Kælderen er indrettet med vaskerum, cykelkælder, tørrerum og varmerum og via kælderen er der adgang til den lukkede ugenerede gårdhave på ca. 225 m².

Alle lejligheder er indrettet med egne bad og køkkener, og nogle er blevet moderniseret i årenes løb, bl.a. med nye køkkener. Flere steder ses ejendommen dog at have et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, hvorfor køber må påregne betydelige investeringer de kommende år – bl.a. trænger vinduer til udskiftning.

Ejendommen er omfattet af den omkostningsbestemte husleje med en § 18 saldo på kr. 59.525 og en § 18 B saldo i GI på kr. 972.841 pr. den 31. december 2013.

Da sælger er et dødsbo udbydes ejendommen i budrunde med en mindstepris på kr. 3.170.000. Ejendommen sælges med sædvanlig ansvarsfraskrivelse og sælger indestår herunder IKKE for korrekt beregning af omkostningsbestemt leje. Ejendommen er omfattet af tilbudspligt.

Budfristen er torsdag den 18. juni 2015, kl. 12.00, hvor tilbud afleveres i lukket kuvert hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, Kirkegade 9, 6700 Esbjerg. Ved sælgers accept af købstilbud, er køber forpligtet til at underskrive den på forhånd udleverede købsaftale.

Yderligere materiale på ejendommen kan rekvireres hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, og eventuelle spørgsmål rettes til regionsdirektør Karsten Lindgård Jensen på tlf. 23 20 79 21.


EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg