Ejendommen er særdeles synligt beliggende – med facade ud mod Strandvejen, som er hovedgaden gennem Henne Stationsby og som især i sommerhalvåret er særdeles befærdet med tusindvis af turister pga. nærheden til Henne Strand og Vesterhavet.
Ejendommen rummer et stuehus på 163 m2 og en erhvervsbygning på 492 m2.
Stuehuset er oprindelig opført i 1880 og væsentlig om-/tilbygget i 1998. Det er opført i 1½ plan, i gulpudsede mursten og med rødbrune cementsten på taget. Huset er indrettet med entré, 4 værelser, køkken og alrum, stue med udgang til sydvestvendt, ugeneret terrasse med udsigt til sø samt stort opholdsrum/stue i tagetagen. På begge etager forefindes bad og toilet. Boligarealet fordeler sig med 101 m2 i stueplan og 62 m2 på 1. sal.
Erhvervsbygningen er oprindelig opført i 1951 med væsentlig om-/tilbygning i 2001. Det er opført i 1½ plan, i gulpudset murværk og med bølgeeternitplader på taget. Denne bygning er i stueplan indrettet med et stort værksted i den ene ende, en butik på ca. 100 m2 i den anden ende (ud mod Strandvejen) – og derimellem kontor, køkken, depotrum, toilet og bad.
To indvendige trapper fører til den udnyttede tagetage, som består af et stort lokale på ca. 130 m2 samt depot og repos. Erhvervsarealet fordeler sig her med 337 m2 i stueplan og 155 m2 i tagetagen.
I erhvervsbygningens stueplan findes også fyrrummet, der har adgang udefra. Her er et nyere træpillefyr fra august 2018 installeret. Denne forsyner både bolig og erhvervsdelen med varme, skal tilses/renses ca. hver 14. dag og forsynes automatisk med træpiller fra tilsluttet silo.
Selve grunden udgør en skøn, grøn oase på i alt 5.327 m2, der bagerst er randbeplantet med høje træer og som støder op mod åbent markareal. Bagerst på grunden ligger også en lille sø, hvor der ved siden af er anlagt af bålplads, to shelters, en saunahytte samt en lille hytte med handicapvenligt toilet. På grunden ses desuden et udhus i træ, som rummer 1 garage og 2 carporte.
Ønsker en ny ejer at udbygge på ejendommen, levner grundens størrelse gode muligheder herfor. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan, men derimod underlagt den overliggende kommuneplan (nr. 07.01.BL01), der principielt giver mulighed for en bebyggelse på op til 30 % af grundens størrelse, i 8,5 meters højde og i 1½ plan.
Ejendommen udbydes til salg i ”licitation” i henhold til cirkulære 2010-01-25 nr. 7 om salg af statens faste ejendomme. Ejendommen sælges som den er og forefindes, til en vejledende pris på kr. 1.250.000 (som også flugter med ejendommens bogførte værdi). Sælger kan frit vælge mellem indkomne købstilbud, ligesom sælger kan vælge at forkaste alle indkomne købstilbud. Købers overtagelse af ejendommen foreslås af sælger til den 1. juli 2020, men er til forhandling. Indkomne købstilbud skal være ejendomsmægleren i hænde – enten via mail: jbl@edc.dk eller pr. post – senest onsdag den 20. maj 2020, kl. 12.00.
For yderligere oplysninger om ejendommen, herunder besigtigelse samt udlevering af tilbudsblanket og sagens dokumenter – kontakt EDC Erhverv Poul Erik Bech på tlf.: 76 10 48 00, eller på mail: jbl@edc.dk.
Området:
Ejendommen er beliggende midt i Henne Stationsby, der er en lille landsby i det store sydvestjyske ”sommerland”, omgivet af marker og hede.
I byen bor omkring 217 indbyggere (2017) og byen tilhører Henne Sogn i Varde Kommunes vestlige opland.
Hovedvej 465 (Strandvejen) skærer langs gennem byen og er den primære færdselsåre mellem sommerhusområdet ved Henne Strand og Outrup og Varde mod øst og syd. Således passerer megen trafik gennem byen, hvilket gennem årene har givet bl.a. byens kro gode betingelser.
Henne Stationsby ligger desuden på jernbanestrækningen mellem Varde og Nørre Nebel, hvor togene kører fra tidlig morgen til sen aften.
Jernbaneforbindelse fra Varde til Nørre Nebel blev oprettet i 1903. Der blev imidlertid oprettet stoppesteder med ret små mellemrum, så konkurrencen om at blive ”oplandscenter” var tæt, og det blev det nærliggende Outrup, der trak det længste strå. I mellemkrigstiden havde Henne Stationsby dog kro, vindmølle, telefonstation og forsamlingshus. I nyere tid udvikledes et mindre boligområde omkring vejkrydset nord for stationen.
Byen har endvidere sit eget stadion og et velfunderet idræts- og foreningsliv. F.eks. går byen går sammen om at afholde sportsfest hver sommer, ligesom der også afholdes loppemarkeder o.l.
Fra stationsbyen er der ca. 9 kilometer til den pulserende badeby, Henne Strand, der er et yndet feriemål – et af flere langs vestkysten – og som især i sommerhalvåret besøges af titusindvis af turister, især fra Tyskland og den øvrige del af Danmark.
Fra Henne Stationsby er der samtidig ca. 9 km til Nørre Nebel, der er nærmeste store handelsby, og ca. 16 km til Varde, hovedbyen i Varde Kommune.
Varde Kommune er den 2. største turistkommune i Danmark (efter København), med op mod 4,5 mio overnatninger årligt. En stor del af disse skyldes de store sommerhusområder ved Vestkysten – hvor Blåvand, Vejers Strand, Henne Strand og Nymindegab er de mest velkendte feriedestinationer.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg