Solgt

Storegade 49, 6855 Outrup

Solgt
Blandet ejendom
Storegade 49
6855 Outrup
3.985 m²
Sagsnr.: 67001296
Nu sælges denne blandede bolig- og erhvervsejendom, kendt som ”det gamle mejeri” i Outrup.

Ejendommen ligger centralt og synligt placeret midt i Outrup, med facade direkte ud mod Storegade, som er nord- og sydgående hovedfærdselsåre gennem byen og som tilmed i sommerhalvåret er ekstra meget befærdet som følge af de tusindvis af turister, som tiltrækkes af vestkysten.

Ejendommen rummer et stuehus på 189 m2 beboelse + kælder på 115 m2. Derudover findes erhvervsbygninger på i alt 3.796 m2.

Beboelseshuset er oprindelig opført i 1939 i et tidstypisk 1½ plans-byggeri, hvor boligarealet fordeler sig med 115 m2 i grundplan og 74 m2 i tagetagen. Dertil kommer fuld kælder på 115 m2. Huset er opført i røde mursten, hvide vinduer og med røde tegl på taget. Et grundlæggende solidt kvalitetsbyggeri – men dog også et hus, som har et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb og hvor der må påregnes nogen istandsættelse førend huset igen er indflytningsklar.

Ved siden af beboelseshuset ligger det tidligere mejeri på i alt 1.672 m2, der oprindelig er opført i 1960 og væsentlig om-/tilbygget i 1981. Bygningen står tom i øjeblikket og indeholder såvel produktions- og lagerrum og er forskellige steder udstyret med porte. Den oprindelige del af bygningen er opført i røde mursten med saddeltagskonstruktion, mens tilbygning er sket i betonelementer med højt til loftet og tag oppebåret af ståldragerkonstruktion. I det nordligste hjørne er i bebyggelsen integreret en overdækket vaskeplads på 243 m2 fra 1975.

Ca. 100 meter fra den tidligere mejeribygning, med postadresse på Idrætsvænget 2, ligger en særskilt fabrikshal på 1.845 m2 fra 1974 – som har tjent som lager for mejeriet, men som senest har været anvendt til produktion og lager for fuglefodervirksomhed. Denne bygning er opført i betonelementer med ståldragerkonstruktion og built-up tag, og har indvendigt en loftshøjde på op til 4,65 m. mellem spær og 3,3 m. under spær.

I den østlige ende af fabrikshallen er indrettet et administrationsafsnit på ca. 190 m2, der rummer kontor, kantine, et indgangsparti med toiletsektion, arkiv samt to omklædningsrum med badefaciliteter. Bygningen er i original stand, fremtræder generelt noget slidt og trænger særligt i administrationsafsnittet til nogen istandsættelse og modernisering.

Foran bygningen findes en meget stor asfalteret plads, som er velegnet til parkering af tung transport samt større varehåndtering. Fra denne plads er der kørselsadgang til/fra såvel Idrætsvænget som Storegade.

Den tilhørende grund på 13.822 m2 strækker sig mellem Storegade i Øst og Idrætsvænget i vest og er sammenhængende asfalteret. Grundens udformning gør dog en eventuel opdeling naturlig.

Matrikulær opdeling er muligt ifølge såvel landinspektør som Varde Kommune, hvorved der f.eks. kan etableres en selvstændig grund omkring det tidligere mejeri og beboelseshus ud mod Storegade på ca. 5.100 m² – alt imens den særskilte lager-/produktionshal på Idrætsvænget 2 kan få sin egen grund på ca. 8.700 m².

Ønsker en ny ejer at udbygge på ejendommen, levner grundens størrelse gode muligheder herfor. Ejendommen er omfattet af en ældre lokalplan fra 1980 (Lokalplan nr. 15 - Erhvervsområde i Outrup), ifølge hvilken grunden principielt må bebygges op til 50 % og i en bygningshøjde på op til 12 meter. Lokalplanens primære formål er at sikre en rimelig adskillelse mellem erhvervs- og boligområde på en måde, at såvel erhvervs- som boligområdets interesser varetages.

For yderligere oplysninger om ejendommen eller aftale om besigtigelse – kontakt EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Området:
Ejendommen er beliggende midt i Outrup, der er en stationsby i det store sydvestjyske ”sommerland”, Varde Kommunes vestlige opland.

I byen bor omkring 1.042 indbyggere (2019), og byen er for mange mest kendt for byens speedwayklub, der senest blev danske mestre i 2018, og for at være fødebyen for den kendte kunstmaler, Otto Frello. Men Outrup er mere end det…

I Outrup findes stort set det hele og alt det nødvendige. Fra et rigt og velfungerende fritids- og foreningsliv med ca. 30 foreninger, klubber og fællesskaber alene i Outrup – med stadion, kultur- og idrætscentret som en central del – til et forskelligartet erhvervsliv med bl.a. hotel, bageri, byggemarked og dagligvarebutik samt byens egen håndværker- og handelsstandsforening.

Byen rummer desuden en børnehave, skolefritidsordning samt skole (en del af Blåbjergskolen) med klassetrin til og med 6. klasse. For de ældste borgere findes også plejehjem og aktivitetscentret Møllegården.

Outrup ligger på jernbanestrækningen mellem Varde og Nørre Nebel, hvor togene kører fra tidlig morgen til sen aften. Hovedvej 181 (i Outrup Storegade) skærer sig på langs gennem byen og er færdselsåren mellem Varde (13 km) i sydøst og Nørre Nebel (7 km) i nordvest. Hovedvej 181 er også er en helt central færdselsåre for områdets mange turister.

Varde Kommune er den 2. største turistkommune i Danmark (efter København), med op mod 4,5 mio overnatninger årligt. Dette skyldes primært de store sommerhusområder ved Vestkysten, hvor Blåvand, Vejers Strand, Henne Strand og Nymindegab er de mest velkendte feriedestinationer i kommunen.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg
Jesper Ølgaard Bloch
Partner, Ejendomsmægler MDE, Valuar, MRICS
58587406
28830009