Der var generelt optimisme at spore på årets globale retail-konference efter mange år, hvor nethandlen har udgjort en stor trussel for retailbranchen. Sådan lyder det fra Frank Heskjær, der her opsummerer de fire mest gennemgående temaer på årets Mapic.
”Fortællingen om detailhandlen har i mange år været præget af krise. Men man er blevet klar over, at nethandlen ikke har al skylden, hvis det går nedad for omsætningen. Man har fået øjnene op for, at mange webshops også er udfordrede, og der også er succeshistorier i detailbranchen. Generelt er stemningen præget af ’behersket optimisme’, vil jeg sige, for der er stadig kæder, som må lukke. Men samtidig er der ikke én af de internationale kæder, jeg har talt med, som ønsker at afvikle deres butikker i Danmark. Singapore blev bl.a. fremhævet som eksempel på et land, hvor man tidligere har set en tendens til, at flere og flere unge vælger fysiske butikker frem for nethandel, hvilket kan skyldes unges modreaktion på en forældregeneration, der nethandler i stor stil. Generelt blev potentialet i at henvende sig til unge uden børn fremhævet, da de – ligesom det ’grå guld’ – har tiden til at gå fysiske butikker.”
”Der er også voksende fokus på at mixe forskellige butikskoncepter under samme tag. Det er noget, man arbejder meget på i detailbranchen og er en trend, som lader til at være kommet for at blive. Det handler om at skabe en helt særlig oplevelse, som kunden ikke får bag skærmen. For ti år siden var etablerede kæder ikke interesserede i at gå sammen med andre ukendte butikskoncepter. Men det har ændret sig markant de seneste år, da mange mainstream-brands er blevet bevidste om, at en lokal, innovativ blomsterbutik eller kaffebar kan give deres brand noget kant. Samtidig fylder bæredygtighed og klima enormt meget, og der er øget fokus på, at man med blandede butikskoncepter kan ride med på klima-bølgen ved fx som tøjbutik at gå sammen med en grøn frisør eller kaffebar og på den måde også få tøjet til at fremstå mere bæredygtigt.”
”Som led i at skabe større butiksoplevelser er mange kæder også blevet mere opmærksomme på at mindske antallet af butikker og etablere større flagship stores og har mere specifikke krav til lokaler. Mange har fokus på at optimere butikkerne og se på, om man kan undvære kvadratmeter, så man slår butikker sammen til færre, men mere imponerende enheder. Dermed er man også bedre rustet til at give folk en større oplevelse end den, de får på nettet.”
”Tidligere har man som udlejer mest interesseret sig for de kontraktlige forhold i relationen til lejer, fx depositum, lejeregulering og uopsigelighed. Som noget nyt er man blevet mere opmærksom på, at det kan være godt givet ud at have en relation til og investere i lejeren og butikkens drift. For hvis det går godt for butikken, så får ejendommen også et bedre image. Derfor er det også en opgave for os som mæglere at rådgive til at skabe mere dialog og samarbejde mellem lejer og udlejer, så man opnår bedre aftaler – for begge parter.”