Andelsboligforening sælger attraktiv byejendom i Aalborg for 25 mio. kr.

En andelsboligforening har netop solgt deres ejendom på Svendsgade 15-17 midt i Aalborg. Ejendommen består af to opgange med i alt 18 lejligheder på 60-126 m2 og seks overdækkede p-pladser. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af gulstensejendommen for 25 mio. kr. til det lokale ejendomsselskab IJ EJENDOMME AALBORG.

En andelsforening i Aalborg har netop solgt deres velbeliggende ejendom, der har et etageareal på 1.359 m2 og et grundareal på 595 m2. Jørn Lind har været andelshaver i foreningen siden 2006 og siger om salget:

”Der var mange i foreningen, der havde prøvet at sælge deres andele for de fastlagte priser, men uden held, og derfor besluttede vi at få vurderet hele ejendommen. Vi ville kun sælge, hvis vi ved at gå sammen kunne få en pris, som ikke var mulig for os at opnå på markedet enkeltvis. Efter vi i foreningen havde taget beslutningen, fik vi tre forskellige mæglere på banen. Det mest spændende og gennemarbejdede oplæg kom fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, så dem valgte vi at gå med.”

”Under hele forløbet har vi haft en god dialog med Micheal Stilling fra EDC Erhverv, og vi har fået et yderst positiv indtryk af mæglervirksomheden. Vi blev præsenteret for forskellige køberemner undervejs, og nu er vi endt på en aftale med IJ EJENDOMME AALBORG, som til en acceptabel pris kunne tilbyde en god aftale for både de andelshavere, der har valgt at blive boende, og dem, der flytter. Til vores generalforsamling stemte 15 ud af 18 andelshavere for aftalen, så der var stor opbakning.”

Det lokale ejendomsselskab IJ EJENDOMME AALBORG administrerer i forvejen tre boligejendomme med omtrent 100 lejemål i Aalborg. Direktør i IJ EJENDOMME AALBORG, Mogens Jørgensen, siger:

”Både ejendommen og lejlighederne er i fornuftig stand, og for os er en udlejningsejendom med to opgange en ideel størrelse. Omkring halvdelen af de tidligere andelshavere fortsætter som lejere på en huslejeaftale, som vi har indskrevet i købsaftalen, og de lejligheder, der fraflyttes, kommer vi til at renovere alt efter behovet i den enkelte lejlighed, inden vi udlejer dem på ny. Vi er meget glade for handlen med andelsforeningen, og vi ser frem til at administrere de gode og velbeliggende lejligheder på Svendsgade.”

En velholdt beboelsesejendom med klasse placering

Den gedigne gulstensejendom består af 18 lejligheder på 2-4 værelser og har en anslået årlig lejeværdi på 963.800 kr. Partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, Michael Stilling, siger: ”Svendsgade 15-17 er en attraktiv byejendom, der fremstår velholdt og velpasset af andelsboligforeningen. Den er fem etager med høj kælder, der er godkendt til beboelse. Der er en forhåndsgodkendelse til at indrette beboelse i tagetagen, så der er gode muligheder for at udvikle ejendommen. Mellem opgangene er der en port med adgang til et flisebelagt gårdmiljø, og her har seks af lejerne adgang til en overdækket p-plads.”

”Det er en særdeles populær beliggenhed. Svendsgade er en sidegade til Reberbansgade, der byder på flere spisesteder og butikker. Området ved Svendsgade og Vestbyen er et af Nordjyllands mest efterspurgte fra studerende og lejere med et ønske om en adresse i et attraktivt ’leben’. Alt i alt er det en velholdt investeringsejendom med klasse placering og udviklingspotentiale.”

Gammel industriby i hastig udvikling

Aalborg er Danmarks fjerdestørste by og betragtes som Nordjyllands hovedstad. Michael Stilling siger: ”Aalborg har gennem lang tid udviklet sig fra industri- til videns- og uddannelsesby med næsten 20.000 studerende på Aalborg Universitet. Der er godt gang i udviklingen, hvor der er iværksat eller planlagt en lang række anlægsprojekter, der har til formål at forbedre byen. Forventningen er, at der vil bo knap 225.000 mennesker i Aalborg byregion i 2025. Særligt det østlige Aalborg er under hastig udvikling. Her investeres der for godt 10 mia. kr. frem mod 2025 – bl.a. det kommende universitetshospital, men også udvidelsen af universitetsområdet og Port of Aalborg, som investerer massivt i nye faciliteter.”

Michael Stilling

MRICS Registered Valuer, Partner, ejendomsmægler & DiplomValuar, MDE
Telefon: 58587151
Mobil: 23292646
E-mail: stilling@edc.dk