I slutningen af 2020 blev den fremtrædende ejendom Ankerhus i Skagen solgt til det familieejede selskab Thoraso, der er ejet af Henrik Hougaard og hans tre børn. Men nu skal der skrives en ny historie om den gamle købmandsejendom, der blev opført i 1920 efter tegninger af arkitekten Julius Berg, der står bag flere af de bygninger, der sætter et særligt præg på Skagen.
Henrik Hougaard, formand for bestyrelsen i familievirksomheden Thoraso, siger: ”For små fire år siden købte vi Ankerhus for at have en fælles familieferieejendom, hvor der var plads til at samle familien. Dog har vi ikke fået brugt den skønne ejendom i sådan grad som håbet, så derfor har vi besluttet os for at sætte den til salg, så andre forhåbentlig kan få glæde af den smukkeste ejendom i Skagen.”
Ankerhus er sat til salg for knap 64 mio. kr. og rummer 12 eksklusive lejligheder, en traditionel Skagensgul villa og to erhvervslejemål i stueplan med stabile lejere, hvor frokostrestauranten Dit Smørrebrød og tøjbutikken Slopkisten siden 2016 og 2010 har været stabile lejere.
Renovering med respekt for historien
De seneste par år har Ankerhus gennemgået en gennemgribende renovering, hvilket bl.a. har betydet at seks af boliglejlighederne har undergået en stor forandring, fortæller Henrik Hougaard:
”Vi har renoveret seks af lejlighederne, så de fremstår med et moderne udtryk, både hvad angår indretning, funktionalitet og kvalitet. Udvendigt har vi også renoveret Ankerhus, bl.a. er kuplen på hjørnetårnet blevet udskiftet fra kobber til zink, og alle dele af renoveringen er sket med respekt for ejendommens fortid.”
Skagen Byfond har netop præmieret renoveringen af Ankerhus, bl.a. fordi ejendommen er holdt i en identisk stil og falder fuldstændig ind i den øvrige bebyggelse i byen.
Et varemærke i byen
EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland formidlede salget af den ikoniske ejendom i Skagen tilbage i slutningen af 2020. Nu er Mads Dyhr, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, igen valgt til at formidle salget af den ikoniske ejendom:
”Det er en af de mest markante ejendomme i Skagen med den skagensgule facade og det store tårn med løgkuppel på. Helt tilbage i tiden har der været købmandsbutik i ejendommen, og efterfølgende har der også været bl.a. legetøjsforretning, slagter og bager. I dag er der to stabile lejere i Dit Smørrebrød og Slopkisten, som er blevet en fast del af bybilledet,” siger Mads Dyhr.
”Vi glæder os til at formidle salget af denne markante ejendom i Skagen, og det bliver spændende at se, hvad næste kapitel for Ankerhus bringer. Ejendommen er nærmest et varemærke i Skagen, både for de lokale skagboer og de mange turister, der besøger byen hvert år, og faktisk kan man også opleve denne unikke bygning i Legoland, hvor der er opført en model af ejendommen.”