Det unikke kontorlejemål er opført i 2013 og er en arkitektonisk perle bestående af gennemførte, tekniske og kvalitetsrige detaljer og materialer. Ejendommen ejes af Danmarks største havn, aktieselskabshavnen LINDØ port of ODENSE A/S, hvis kerneydelser er at udleje bygninger, arealer m.m. Ole Haugsted Jørgensen, Salg & Marketingchef ved LINDØ port of ODENSE, udtaler:
“Ejendommen var oprindeligt ejet af Odense Havn, men tilbage i 2017 fusionerede Odense Havn og Lindø Industripark, og fik navnet LINDØ port of ODENSE. Kontorlejemålet er en særdeles unik ejendom, både i sin beliggenhed og arkitektoniske udformning. Den kan både anvendes som attraktivt kontorlejemål, men i kraft af ejendommens andre faciliteter, har den også muligheder inden for andre typer erhverv. Vi har fra tidligere samarbejde haft god erfaring med EDC Poul Erik Bech, og netop derfor valgte vi, at gå med en erfaren samarbejdspartner inden for erhverv i Odense.”
Kontorlejemålet har en fleksibel struktur med gode indretningsmuligheder. Derudover fremstår det i ny stand, og er indflytningsklart for de fremtidige lejere. Ove Nørgaard, udlejningschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger:
“Ejendommen er yderst attraktiv for lejere, som ønsker gode, rummelige og funktionelle lokaler. Der er virkelig tænkt over planløsningen i ejendommen. Den indeholder kontorer og mødelokaler i forskellige størrelser, som egner sig både til en-mands, -to-mands- og storrumskontorer. Ejendommen har noget for enhver smag, og fremtidige lejere skal derfor ikke gå på kompromis med deres ønsker. Og så er det jo en utraditionel og arkitektonisk flot ejendom.”
“Stueplanen har mødefaciliteter med adskillelse af foldedøre, kantine med udgang til stor terrasse, køkken og 410 m2 til garage/værksted og omklædningsfaciliteter. På 2. sal er der 3 kontorer, et mødelokale, mindre depotrum og udgang til to terrasser. Hver facilitet og materiale er udtænkt til punkt og prikke, og der er tænkt i funktionelle, kvalitetssikre løsninger. For eksempel er ejendommen udstyret med elektronisk temperaturstyring, fuldautomatisk solafskærmning og en elevator.”
Kontorlejemålet er beliggende på Noatunvej 2 i Odense C, og er den oplagte placering for de lejere, som ønsker stor synlighed fra de mange tusinde køretøjer på Odins Bro.
“Lejemålet har en attraktiv beliggenhed ved Ring 3 og Odins Bro, som forbinder de nordøstlige og nordvestlige bydele. Det skaber en god infrastruktur med let adgang til resten af byen og det øvrige Fyn, hvilket vil være interessant for mange virksomheder,” siger Ove Nørgaard, EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Den årlige leje for det 1.489 m2 store kontorlejemål er 973.800 kr. Det indebærer kontorer, omklædningsfaciliteter, garage, værksted, lager og fællesarealer. Derudover har ejendommen store udendørsarealer med gode parkeringsforhold.