Bæredygtighed er strøget direkte ind øverst på dagsordenen i ejendomsbranchen, som følge af skærpede krav fra myndigheder og markedskræfter. Det betyder, at bæredygtighed er blevet en strategisk topprioritet for mange aktører i ejendomsbranchen, særligt for pensionskasser og de store investorer. Det fortæller Frank Jensen, direktør og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg:
”Bæredygtighed betyder meget for pensionskasserne; for dem er det en forudsætning, at en ny ejendom er certificeret som bæredygtig. Det begynder også at betyde en del for andre større investorer, men foreløbig ikke så meget for de mindre investorer. Men det kommer det til. Det breder sig som ringe i vande, fx betyder nye EU-regler, at finansvirksomheder skal redegøre for deres udlån ud fra kriterier om bæredygtighed og klimaaftryk.”
Samtidig pointerer Frank Jensen, at investorer uden fokus på at optimere deres bæredygtighedsperformance i ejendomme risikerer potentielt i fremtiden at få mindre attraktive lån, lavere lejeindtægter og dermed muligt værditab på deres aktiver.
Det går den rigtige vej
I EDC Erhvervs årlige forventningsundersøgelse, som er gennemført otte år i træk, og som havde svar fra over 1.700 beslutningstagere senest, tegner der sig også et billede af, at bæredygtighed er i fremdrift blandt ejendomsaktører. Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller:
”Over halvdelen af respondenterne har svaret, at bæredygtighed spiller en rolle ift. deres nuværende investeringsstrategi. 28% af dem svarer, at bæredygtighed spiller en rolle af både økonomiske og ideologiske årsager – det tal var 21% sidste år. 31% svarer, at bæredygtighed spiller en rolle, enten fordi det økonomisk giver mening eller af ideologiske grunde.”
Han fortsætter: ”Knap 6 ud af 10 er villige til at betale mere for en bæredygtig ejendom, hvis beliggenhed, stand og cash-flow er det samme. Det er en stigning på 12 procentpoint fra sidste års undersøgelse, hvor 46% var villige til at betale mere. Derudover er der også en forventning om, at lejerne er klar til at betale mere for bæredygtige lejemål fremadrettet. I hvert fald vurderer halvdelen af de adspurgte, at lejerne er villige til at betale mere for bæredygtige lejemål fremadrettet,” siger Joseph Alberti.
I den seneste udgave af Market Insight stiller vi skarpt på bæredygtighed i ejendomsbranchen. Vi har talt med eksperter i bæredygtighed i ejendomsbranchen og arkitekter, som har stor erfaring med at energioptimere ejendomme. Læs det hele i Market Insight.