Beierholm flytter hovedkontor til Det Nordjyske Mediehus’ tidligere domicil

Det Nordjyske Mediehus' domicil blev medio 2022 solgt til ejendomsselskabet Tecta Invest. Ejendommen har været domicil for Det Nordjyske Mediehus i mere end 30 år. EDC Erhverv Poul Erik Bech formidlede dengang salget af den kendte og velbeliggende ejendom og har nu også hjulpet med at få solgt kontordelen på 7.400 m2 til Beierholm, selvom Tecta Invest i første omgang kun ville udleje.

Revision- og rådgivningsvirksomheden Beierholm, med hovedkontor i Aalborg, har købt nyt kontordomicil på Langagervej 1 i Aalborg Ø. Beierholm flytter således ind i Det Nordjyske Mediehus’ tidligere lokaler. Adm. direktør i Beierholm, Søren V. Pedersen, siger:

”Efter flere års kontinuerlig vækst har vi i løbet af de seneste seks år fordoblet antallet af medarbejdere, så vi nu er oppe på 1.800 ansatte på mere end 40 kontorer i Danmark. Vi er således vokset ud af vores 4.400 m2 store, eksisterende hovedkontor på Voergårdvej 2 i Aalborg. Vi har i en længere periode afsøgt markedet for erhvervsejendomme i og omkring Aalborg, hvor vi i den proces har set på Det Nordjyske Mediehus’ kontordel. Vi er nu superglade for, at vi har landet en aftale om vores nye hovedkontor, hvor vi samtidig får plads til at fortsætte vores positive udvikling og kan flytte ind primo 2024.”

”På hovedkontor samler vi størstedelen af vores fællesfunktioner og specialister, inkl. revisorer og rådgivere, som tæller ca. 250 medarbejdere. Vi rykker tættere på Universitet og placerer os i Nordjyllands største erhvervsområde. Vi har været meget tilfredse med vores nuværende domicil på Voergårdvej, som vi alene fraflytter pga. pladsmangel. Men vi er samtidig rigtig glade for, at det nu er lykkes at finde et nyt, ikonisk domicil og ser frem til, i tæt samarbejde med direktør Jesper Brøndum fra Tecta Invest, at sætte vores præg på bygningen og forme de bedste rammer for både kunder og medarbejdere i Beierholm i fremtiden.”

Ville ikke sælge
Tecta Invests store ejendom på Langagervej 1 har 7.393 m² kontorplads, som nu er solgt til Beierholm, 6.477 m² til lager/produktion og en stor grund på 78.378 m² med masser af parkeringspladser og mulighed for yderligere bebyggelse og udstykning. Jesper Brøndum, direktør i Tecta Invest, siger:

”Trykkeribygningen til lager og logistik og et resterende grundareal på godt 50.000 m2 bliver på vores hænder. Vi glæder os til at arbejde videre med den resterende del af ejendommen og er glade for, at kontorhuset også fremover kommer til at virke som domicilejendom. Så selvom det ikke er en del af vores strategi, at vi sælger ud af vores ejendomsportefølje, har vi her lavet en undtagelse, da Beierholm i vores øjne er den optimale og helt rigtige bruger af huset,” fortæller Jesper Brøndum.

Tecta Invest er ejet af Jens Enggaard Holding, der også driver og ejer kranvirksomheden BMS.

Kendt og velbeliggende Aalborg-ejendom
Hele forløbet omkring aftalen har været faciliteret af direktør Frank Jensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, som undervejs har sørget for en sikker og god proces. Frank Jensen, udtaler:

”Det var en særdeles spændende opgave at sælge den kendte ejendom tilbage medio 2022 for Det Nordjyske Mediehus, som vi har haft et godt og langvarigt samarbejde med. Vi aftalte dengang med Tecta Invest, at vi selvfølgelig gerne måtte komme med lejere til den ikoniske og velbeliggende ejendom. Jeg har kendt til Beierholms ønske om nyt domicil gennem en længere periode og har hele tiden syntes, at Langagervej 1 og Beierholm ville være det rigtige match. Jeg tog derfor fat i adm. direktør i Beierholm, Søren V. Pedersen og spurgte, om vi skulle se på, om vi kunne lave en løsning, hvor de købte ejendommen.”

”Jeg vidste, at Tecta Invest, som udgangspunkt, kun ville leje ud, da det er deres primære forretningsmodel, men vi fik dem alligevel overbevist om, at det var en god idé at sælge til Beierholm. Nu er der landet en aftale, som begge partner er tilfredse med, så vi ønsker dem tillykke med handlen og held og lykke fremover.”

Langvarigt samarbejde om 12 erhvervsejendomme
Langagervej 1 er i øvrigt den største af 12 ejendomme i Nordjylland, som EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har solgt eller udlejet for Det Nordjyske Mediehus. Samarbejdet startede for 15 år siden, og nu har mediehuset kun én ejendom tilbage en 5.580 m² moderne kontorejendom, som er udbudt til 67,5 mio. kr. og ligger skråt over for det hidtidige domicil på Langagervej 6, 9220 Aalborg Øst.

Frank Jensen

Direktør, partner
Telefon: 58587572
Mobil: 20513692
E-mail: frje@edc.dk