Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed: Tidligere skole og undervisningsejendom til salg i offentligt udbud

En 3.600 m² stor ejendom på Hjalmar Kjems Allé 6 i Skive udbydes nu til salg ved offentligt udbud. Ejendommen er tidligere benyttet af VUC Skive til undervisningsformål, men måske ser fremtiden meget anderledes ud. Spørgsmålet er om det bliver seniorboliger, bofællesskab eller måske endda friplejehjem. Anvendelsesmulighederne er i hvert fald mange, og så er den unikke beliggenhed i en nyanlagt sundhedspark tæt på gågaden intet mindre end fabelagtig.

Den tidligere skole er opført i 2 etager over jord, en udnyttet tagetage, der i dag også benyttes til undervisningsformål, kontorer og enkelte depotrum. Her er et samlet areal på 3.600 m², hvoraf 874 er kælder samt et stort grundareal, der tillader 60 særdeles gode parkeringspladser. Men det er især den murstensbeklædte ejendoms store potentiale, der skinner i øjnene.

Tonny Broberg, projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech, der sammen med EDC Erhverv Poul Erik Bech Viborg skal sælge ejendommen for VUC Skive/Viborg, siger: ”Ejendommen fremstår i dag i god stand og har alle år fungeret med mange mindre lokaler samt større samlingspunkter ved kantinen og studieloungeområderne. Derfor ser vi også en ejendom, som med gode kælderarealer og en fabelagtig placering, på sigt kan blive til et fantastisk boligkompleks, uanset om man laver seniorboliger, bofællesskab eller måske endda friplejehjem.”

Han fortsætter: ”Det er derfor blevet forespurgt, om kommunen ville have indsigelser til at ændre anvendelsesformål for ejendommen, og de ser med positive øjne på at tilpasse plangrundlaget til en købers ønsker, hvis planerne overordnet set er i tråd med kommunens visioner. Derfor anser vi ejendommen som oplagt både fysisk og kommercielt for andre anvendelsesformål – herunder fx et seniorboligfællesskab.”

En ideel placering
Ejendommen er centralt beliggende i Skive med kort afstand til Skive Bymidte, sundhedshus, gågaden og ikke mindst grønne arealer og det hyggelige havneområde. Tonny Broberg siger: ”Ejendommen er smukt beliggende i en nyanlagt sundhedspark, ”Pusterummet”, syd for Skive Sygehus, hvor nærområdet byder på alt fra gode handlemuligheder til idyllisk natur, mens gode trafikale muligheder også er at finde meget tæt på ejendommen. Det er en unik og ideel beliggenhed, der gør ejendommen yderst attraktiv at få fingrene i og yderligere ekspandere de i forvejen mange anvendelsesmuligheder.”

Kæmpe potential for investorer
Store vinduespartier, elevator og en solid loftshøjde præger ejendommen, der løbende er vedligeholdt, så klimaskærm og facader fremstår pæne og i god stand. Ejendommen har et kæmpe potentiale for investorer, fortæller Bo K. Jørgensen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Viborg:

”Det er vores opfattelse at førnævnte boligtyper har stor interesse for både ejendomsudviklere, større entreprenørfirmaer og investorer. Det hænger ganske klart sammen med de voksende befolkningsgrupper af seniorer, som mangler passende boliger til tiden efter den store villa og den store have. Her vil seniorlejligheder med en bynær og naturskøn placering være en unik og relevant mulighed. Her vil man også kunne trives i et fællesskab, uanset hvordan man tænker det skal stykkes sammen.”

”Der er selvfølgelig også andre anvendelsesmuligheder for ejendommen, og salgsprocessen har til formål at finde den køber, som kan se de rette muligheder i ejendommen, samtidig med at man som køber kan tilbyde sælger en acceptabel pris for ejendommen. Anvendelsesmulighederne er i hvert fald mange, så det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer i Skive.”

 

Der er budfrist på det offentlige udbud den 10. februar 2023 kl. 12.00. Læs mere på www.edc.dk sagsnummer: 75100608.

Tonny Broberg

Projektchef
Telefon: 58587848
Mobil: 23118757
E-mail: tobr@edc.dk

Bo K. Jørgensen

Partner, erhvervschef
Telefon: 58587896
Mobil: 26128029
E-mail: bkj@edc.dk