Hvorfor er du blevet mægler?
”Jeg har været udlært ejendomsmægler i fem år, hvor jeg har haft fokus på boligmarkedet, inden jeg skiftede til erhverv og EDC Poul Erik Bech i sommeren 2022 som udlejningschef. Jeg har egentlig altid haft en interesse for erhverv, så da jeg fik opkaldet, kunne jeg ikke sige nej, og det har jeg ikke fortrudt. Diversiteten i arbejdet tiltaler mig meget, og så er der de forskellige typer af ejendomme og sager, som betyder, at vi hele tiden skal være på tæerne. Der er meget, der kan nørdes og specialiseres, så jeg kan hele tiden blive bedre. Samtidigt er jeg faktisk overrasket over, hvor meget gang der er i markedet. Vi har rigtig meget at se til, og vi løber stærkt for at få hjulpet kunderne godt videre. Det, synes jeg, er meget positivt.”
”Arbejdet går fint i spænd med min sportslige baggrund, som tidligere professionel fodboldspiller. Her trækker jeg ofte på mit konkurrencegen, der især kommer til udtryk, når vi er ude på vurderinger. Der vil vi altså meget gerne have den vurdering med hjem – lidt som en sejr i fodbold. Sidst, men ikke mindst er det vigtigt for mig at være en holdspiller. Jeg løber gerne lige det hurtigere og forbereder mig det mere, så vi lykkes og får succes som samlet erhvervscenter på Fyn.”
Hvilke tendenser ser du i markedet lige nu?
”Vi kan godt mærke, at der er kommet væsentligt flere ledige lejesager på markedet sammenlignet med sidste år. Det tilskriver vi i høj grad finansieringsforholdende, hvor renteniveauet lige nu medvirker til, at mange nok er lidt mere påpasselige med at købe. Derfor bliver tendensen i markedet også, at kunderne ofte kigger mod at leje med mulighed for forkøbsret eller købspligt for lige at prøve forholdende af, inden der skal investeres større summer i en fremtidig ejendom. Det er altså mere attraktivt for kunderne at søge mod lejesagerne, også de større virksomheder, der tidligere måske i højere grad har fundet det fordelagtigt at købe. Årsagerne kan som sagt være flere, men vi mærker helt bestemt, at risikovilligheden er mindre på baggrund af bl.a. renteniveau og forbrugspriser. Det har givet et opsving i efterspørgslen på lejesagerne, mens der samtidigt er kommet flere ledige lejemål på markedet, så det giver øget aktivitet hos os. Det mærker vi også på detailmarkedet, hvor efterspørgslen fortsat er stor, og aktiviteten er stødt stigende.”
Hvad er særligt efterspurgt?
”Lige nu går det stærkt, og lejesagerne får ikke lov at ligge særligt længe, før de bliver udlejet. Flere udlejes off-market og kommer dermed aldrig officielt på Ejendomstorvet.dk. Vi får faktisk ugentligt henvendelser fra kunder, der søger off-market, fordi de ikke umiddelbart kan finde noget på nettet. Det vidner om, at der er godt gang i markedet overordnet set.”
”Samtidigt oplever vi god efterspørgsel på specifikke ejendomssegmenter. Vi har fx jævnligt kunder, der ringer for at blive skrevet op i vores Køber-/lejerkartotek, som er Danmarks største. Det gør de, måske fordi de ikke kan finde en domicilkontorejendom på 300 m² og opefter, mens lager- og logistikejendomme også er meget efterspurgte. På detailmarkedet kan vi mærke en god fremdrift i lejesagerne, hvor det især er de centralt beliggende ejendomme, der er rift om. Her har vi dog en oplevelse af, at der kontinuerligt kommer flere ejendomme til leje, end eksemplet er for lager- og logistik, men overordnet set er der godt gang i detailmarkedet, hvilket også afspejler sig i antallet af henvendelser, som vi modtager.”
Hvor tror du markedet bevæger sig hen i fremtiden?
”På den korte bane tror jeg fortsat, at mange vil tage lavrisikobeslutninger og ty mere til udlejninger afledt af den store opmærksomhed på renteniveauet. Det må dog forventes, at renten falder igen, og mange regner med, at det vil ske inden for den nærmeste fremtid. Det er nok fejlagtigt at tro, at renten vil falde ned til det niveau, vi så for halvandet års tid siden. Men jeg tror ikke, vi kommer til at se noget, der ændrer drastisk på markedet. Vi går ind i et år nu, hvor udlejningerne har fået slået sig fast, og vi tror kun, det vil slå sig mere fast med tiden.”