Beliggende ved Brabrandsøen med smuk udsigt til natur, have, heste og sø gennem vinduespanoramaerne ligger Constantia2 på Norringholmsvej 32 i Viby J ved Aarhus. Med restaurant, cafe og konferencecenter er det et velkendt sted at holde fest i Aarhus og omegn. Birgit Astrup har udlevet sin store passion for mad og været restauratør og lavet “rasende god mad” og arrangementer for 1.000-vis af glade gæster på Constantia2 siden 2005. Hun siger:
“Vi vil gerne stoppe, mens vi stadig er på toppen og stadig synes, det er sjovt. Vi havde egentligt planlagt at sælge vores hjertebarn, som vi har bygget op gennem de sidste 16 år, inden corona ramte. Så vi sælger ikke pga. corona eller dårlig økonomi. Vi har mere eller mindre været nedlukkede i 7 måneder, men da corona ramte, mente vi ikke, at det var det rigtige tidspunkt at slå til og sælge på. Derfor har vi ventet til nu, hvor der lige er åbnet fuldt op igen. Vi har altså ikke supertravlt med at sælge og vil vente til den rette køber melder sig på banen. Vi har allerede mange bookinger i årene fremover.”
Svend Erik Søfelt tilføjer: “Vi er stolte og glade for det fantastiske sted, vi har skabt. Det er en fantastik grund, fantastiske lokaler og en fantastik beliggenhed ved Brabrandsøen med smukke sommersolnedgange – og stadig bynært med kun 4½ km fra Aarhus. Vi har selv tegnet og opbygget stedet. Vi overtog det som en ruin og en tilvokset jungle, hvor det nu fremstår i meget fin stand og fuldstændigt gennemrenoveret. Vi startede med at gennemrenovere hovedbygningen tilbage i 2004-2005 og har tilbygget og renoveret igen i 2009 og igen i 2017/2018, hvor vores store festsal, køkken og lager blev udbygget.”
Frank Heskjær, EDC Erhverv Poul Erik Bech, der skal formidle salget af ejendommen, siger: “Det er vel nok Aarhus’ smukkest beliggende festsale, hvor der er plads til hhv. 60 og 100 personer, samt 35 i cafelokale med et stort, fuldt funktionsdygtigt køkken, så der kan laves mad til de mange gæster med op til tre selskaber ad gangen. Der er stadig mange udviklingsmuligheder og stedet har udviklet sig til et attraktivt og anderledes minikonferencecenter, og ikke mindst populære selskabslokaler til kurser, konferencer, møder og fester. Det er et helt særligt sted på en sjælden god adresse, drevet som restaurant, café, festlokale, overnatning, møder og workshops.”
“Ejendommen rummer også smuk privatbolig på op til 285 m2 i høj kvalitet og perfekte rammer for en værtsbolig, som også kan benyttes erhvervsmæssigt. Samtidigt er der et mini B&B med 5 hyggelige dobbeltværelser med smuk udsigt over Brabrandsøen, som alle er forsynet med hems, så op til 4 personer kan overnatte på værelserne. Det er et stærkt kulturmiljø midt i naturen og oplagt sted for klassisk musik, jazz, digtoplæsning, kunstudstillinger m.m. Den parklignende have står med indbydende pergola, skov, klatretræer, små oaser, bålsteder, terrasser, solrige og skyggefulde steder, petanquebane og kæmpe-skak. For den rette er der mulighed for at kombinere lukrativ forretning med de bedste drømme en restauratør, med stort hjerte for god mad og glade gæster, kan ønske sig, så mulighederne er mange for den kommende ejer.”