Netcafé, spilautomater og støj er skiftet ud med frisørsalon, bedemand, Mødrehjælpens børnebutik og Swapfiets, der leverer cykler på abonnement. Den udvikling glæder Marianne Riisbøll Præstegaard, direktør og partner i Vidar Ejendomme, der administrerer og udlejer ejendommen. Hun siger:
”Vi er rigtig glade for den udvikling, der har været i ejendommen. Først flyttede bedemandsforretningen ind og efterfølgende cykelforretningen, frisøren og nu også Mødrehjælpens børnebutik. Det er gode, stabile og rolige lejere, som skaber ro og ordentlighed i ejendommen og området generelt. Det har også skabt glæde hos beboerne i ejendommen, hvilket selvfølgelig er vigtigt for os som udlejer.”
Tilfredse lejere giver tilfredse udlejere
Hos Vidar Ejendomme arbejder man ud fra mantraet ’Tilfredse lejere giver tilfredse udlejere’, og der er tilfredshed at spore hos lejerne. I foråret 2021 flyttede bedemandsforretningen Min Afsked ind og den beslutning er de meget tilfredse med. Else Mikkelsen, stifter af Min Afsked, fortæller:
”Vi er virkelig glade for vores start i Aarhus. Der har været godt gang i butikken, og det er gået over al forventning. Da vi åbnede, var vi de nye i byen, så det krævede god synlighed, og det er der på Frederiks Allé. Samtidig har vi fundet ud af, at vi har et prisniveau, der er lavere end de andre, så det har måske også spillet ind. Faktisk er det gået så godt, at vi går med overvejelser om at åbne endnu en butik i nærområdet omkring Aarhus, så alt i alt er vi meget tilfredse lejere.”
Også Swapfiets, der leverer cykler på abonnement, er meget tilfredse med den nye butik på Frederiks Allé 34. Adrian Antal fra Swapfiets, fortæller: ”Vi flyttede ind i februar 2021, da vi havde brug for mere plads til vores voksende behov for mere lagerplads. Der er rigtig gode faciliteter og rigeligt fortovsplads, som gavner vores kunder, når de venter i sommerhalvåret, eller når de skal teste vores cykler. Vi er meget tilfredse med vores nye lokaler.”
God synlighed og perfekte rammer
Fælles for de nye lejere er, at de peger på Frederiks Allé som hovedårsagen til åbningen af den nye butik. Josef Kiros, medejer af frisørsalonen Blend Studio, siger: ”Jeg har altid haft en stor kærlighed til Frederiks Allé. Vi kommer fra en lokation længere nede af Frederiks Allé, og jeg synes, det er en af de bedste lokationer i Aarhus og her man får mest for pengene.”
Også den nye børnebutik, som Mødrehjælpen åbner i starten af februar, er glæden stor. Lone Frøsig, butikskonsulent hos Mødrehjælpen, siger: ”For os handler det om at være placeret tæt på vores kunder. Vi har to målgrupper, forældre og bedsteforældre til små børn. Derfor skal vi også være der, hvor de færdes. Og hvor er det? Det er ved caféer og indkøbsmuligheder. Der er en naturlig menneskestrøm på Frederiks Allé, og den glæder vi os til at opleve i vores nye butik.”
”Placeringen er fantastisk til den type forretning, vi driver. Der er mulighed for god synlighed fra både forbipasserende til fods og i bil. Vi nyder godt af at være tæt på hovedbanegården, Godsbanen, Scandinavian Center og myldretrafikken på Frederiks Allé,” siger Adrian Antal fra Swapfiets.
Også lokalerne skaber glæde. Josef Kiros fra Blend Studio siger: ”Det er et helt perfekt lokale. Det er ideelt med højt til loftet og små personalerum ude bagved. Der er en stor glasfacade, der giver et godt lys i lokalet, og det hele fremstår helt nyt, så rammerne er upåklagelige.”
Hos Min Afsked har butikslokalet spillet en stor rolle. Ole Molbo, butiksansvarlig bedemand hos Min Afsked i Aarhus, siger: ”Lokalet er godt indrettet med et stort butikslokale, der giver os mulighed for at udstille vores produkter. Vi bestræber os på at levere en personlig og professionel service, og det skal rammerne leve op til, hvilket vi synes lokalerne på Frederiks Allé gør.”
Stor facadeværdi på Frederiks Allé
Da der skulle findes nye lejere til lejemålene, var Marianne Riisbøll Præstegaard fra Vidar Ejendomme ikke i tvivl om, hvem der skulle have opgaven. Hun siger: ”Vi valgte EDC, da jeg har et rigtig godt samarbejde med Frank Heskjær. Vi har brugt EDC og Frank tidligere, og han har vist, at han er dygtig, proaktiv, seriøs, pålidelig, og generelt er kemien med ham rigtig god og han kender vores holdning til lejeemner.”
Frank Heskjær, Head of Detail & Office hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, siger: ”Lejemålene har en stor facadeværdi mod Frederiks Allé og Banegårdsgade. Står du midt på Frederiks Allé kan du ikke undgå at bemærke den røde ejendom, hvor lejemålene ligger. Placeringen er rigtig god, og med en nabo som Føtex lige ved siden af, er man i godt selskab og sikret en rigtig pæn menneskestrøm fra morgen til aften.”
Malene Rafn, erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech, supplerer: ”Frederiks Allé er en af de mest prominente gader i Aarhus. Gaden strækker sig fra det charmerende Frederiksbjerg til Rådhuspladsen via Frederiks Bro. Der er et godt udvalg af spisesteder og specialforretninger, og så ligger den et stenkast fra Banegården.”