Hotelpension Aahøj i Nordjylland solgt: Ny ejer vil udvide men bevarer stilen

Hotelpension Aahøj er netop blevet solgt, og pr. 1. januar 2023 rykker en ny passioneret ejer ind i det elegante boutiquehotel i Nordjylland. Hotellet har et samlet etageareal på 571 m², som er fordelt på ni unikke hotelværelser, lækker privat bolig og fællesareal med bl.a. restaurant. EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel har formidlet salget af hotelpensionatet i Sæbys gamle bydel.

Ved skiftet fra 2022 til 2023 sker der også et skifte på ejerposten på Hotelpension Aahøj i Såby. Camilla Kanstrup Grothe har siden 2016 drevet hotelpensionen, men efter eget ønske har hun valgt at overdrage det skønne hotelpensionat i Sæby. Den nye ejer er Kamilla Vinter Hoffmann, som overtager de fremtidige reservationer og vil drive hotellet videre i samme stil. Hun siger:

”Jeg har kendt Hotelpension Aahøj i en længere periode, og forelskede mig faktisk i stedet fra dag ét. Det var længe før hotellet overhovedet kom til salg. Camilla Kanstrup har været en fantastisk værtinde, og hendes personlige aftryk på stedet, ønsker jeg at bevare.”

Den nye ejer, Kamilla Vinter, har en særlig interesse for erhvervsturisme, og derfor har hun også ambitioner om at udvide hotellet med endnu et værelse og to luksuriøse konferencelokaler.

”Sæby er en fantastisk hyggelig by med stort potentiale inden for overnatning og turisme generelt – og så har jeg altid haft en forkærlighed for erhvervsturismen, hvilket jeg glæder mig til at afprøve i nye lokaler,” siger Kamilla Vinter, der selv er født og opvokset i Nordjylland. Hun fortsætter:

”Nu har jeg i flere år været med til at eksekvere andres hotelprojekter. Jeg ser frem til at tage ansvar for mit eget sted. Jeg skylder en kæmpe tak til de personer, heriblandt Mads Dyhr fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har været med til at realisere min drøm at købe hotelpensionen i Sæby.”

Skøn diskret oase
EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel har formidlet salget af hotelpensionatet. Her siger partner Mads Dyhr: ”Vi er glade for at have formidlet salget af dette pragtfulde hotelpensionat i Sæby. Det er en skøn diskret oase omgivet af grøn frodighed ved Sæby Å, samtidig er der blot få minutters gang til Sæby centrum, god badestrand, havnemiljø og Sæbygård Skov.”

”Indretningen er præget af skandinavisk coolness og æstetik af både antikt og moderne design, hvilket matcher ejendommens sjæl og historie. Ejendommen er opført i 1895 og senest ombygget i 1988. Ejendommen er løbende renoveret og fremstår i dag i særdeles god kvalitet med røde mursten på ydervæggene og fibercement med skifermønsker på taget. Det bliver spændende at følge med i udviklingen af hotellet. Stort tillykke til begge parter,” slutter Mads Dyhr.

Om Hotelpension Aahøj
Hotelpension Aahøj I/S omdøbes til Hotel Aahøj ApS med virkning fra 1. januar 2023. Hotel Aahøj vil bestå af 10 luksuriøse værelser, morgenmadsrestaurant, pejsestue med bar samt to konferencelokaler med udstyr til henholdsvis 40 og 15 personer. Aahøj er en bevaringsværdig bygning fra år 1896, hvorfra der har været drevet pension siden 1908.

Mads Dyhr

Partner, MDE, Erhverv Vendsyssel
Telefon: 58587575
Mobil: 24216471
E-mail: mdy@edc.dk