Investorer vender langsomt blikket tilbage mod detail efter afventende coronaår: ”Der er attraktive, oversete investeringer at hente”

Detailhandlen har under corona været udfordret af nedlukninger, og usikkerheden på markedet har fået investorer til at se i retning af andre segmenter. Tomgangen på detail er på landsplan overraskende nede på 2,8% i fjerde kvartal 2021, hvilket er det laveste siden 2011. Samtidigt har detail mod forventning haft stigende afkast i de seneste år, og det vækker flere investorers interesse. Investeringslysten går dog endnu ikke hånd i hånd med potentialet, og derfor er detail stadig en lidt overset investeringsmulighed. Det fortæller erhvervsmæglere fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

I takt med at corona gradvist fylder mindre, begynder optimistiske vinde stille at blæse ind over detailmarkedet. Niels Smith, erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller:

”Generelt set er coronaårene gået mindre udover detailsektoren, end de fleste frygtede. Mange forventede, at næsten al handel fremover ville blive online, men udviklingen har bevist, at mange stadig foretrækker at komme ned i en butik for at se varerne i den virkelig verden. Derudover er mange erhvervsdrivende begyndt at gentænke deres butikker, og de største detailkæder åbner igen rekordmange butikker. Lige nu ser detailkoncepter med en tilknyttet online del ud til at klare sig bedst. Der er en kritisk masse i de store byer, men der er ingen tvivl om, at usikkerheden om situationen har sat sig i investeringslysten.”

”Tilbage står dog, at detail i modsætning til andre segmenter har haft stigende afkast de seneste år. Derfor ser vi også, at nogle investorer begynder at være mere åbne for at investere i segmentet. Men sammenholder man de udbudte investeringssager med de investeringer, der foretages, stemmer billedet endnu ikke – potentialet er langt større, end investeringslysten afspejler.”

Boligudlejning vs. Detail
Modsat erhvervsejendomme med detail har boligudlejningsejendomme været meget eftertragtede under corona, og der er stadig stor rift om ejendommene. I EDC Erhverv Poul Erik Bechs Forventningsanalyse 2022 svarer 82% af investorerne, at de ønsker at købe boligejendomme. Tallet for detail er 12%. Sammenligner man fordele og ulemper ved de to typer af ejendomme, kan investeringslysten virke påfaldende.

Jacob Lykke Bruun, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller: ”Vi har eksempelvis to sager lige nu, hvor den ene er en boligudlejningsejendom, og den anden er en erhvervsejendom med fire detailbutikker. De er udbudt til nøjagtig samme pris, men sammenligner man de to sager, så er der et par punkter, hvor de adskiller sig fra hinanden. Når flere investorer efterspørger boligudlejningssager, skabes der en opadgående spiral, som gør det svært for den enkelte at komme ind på markedet. Den store efterspørgsel på boligudlejningsejendomme fører til et lavere afkast, og det skaber en udfordring med at få finansiering.”

“Omvendt er der stagnation eller endda fald i priserne på detail, og det gør, at der er mulighed for en større finansiering. Det er en stor fordel, da man med de nye regler binder meget kapital i boligudlejningsejendomme, hvis kreditforeningerne ikke vil komme med den samme finansiering. På boligudlejningsejendomme med et første års afkast på 2,5%, ser vi, at låneudmålingen tilbydes på 50% i stedet for 80%.”

Jacob Lykke Bruun fortsætter: ”Sammenligner man med aktier, så kan det ofte betale sig at investere der, hvor der har været fald, og ikke der, hvor priserne har været opadgående. På den baggrund kan det overraske lidt, at investeringslysten er så skævvreden for detail- og boligudlejningsejendomme. Alt i alt er der attraktive, oversete investeringer med høje afkast og gode finansieringsmuligheder at hente på detailmarkedet.”

Jacob Lykke Bruun

Partner, Erhverv
Telefon: 58587769
Mobil: 40256645
E-mail: jlb@edc.dk