Tomgangen stiger blandt landets detailbutikker

For første gang i et år stiger udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Det skyldes ifølge erhvervsmægler fra EDC Erhverv Poul Erik Bech bl.a. økonomisk usikkerhed udløst af Ukraine-krigen, højere priser etc. Og så kan det mærkes, at fitnesskæderne ikke længere åbner nye centre.

Efter flere kvartaler med det laveste udbud af butikslokaler i 11 år er der igen kommet flere ”til leje”-skilte ved butikker, cafeer, spisesteder og takeawayrestauranter. Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler.

”Under coronanedlukningerne steg nethandlen, men alligevel blev der i slutningen af 2021 længere imellem de udbudte butikslokaler, formentlig fordi danskerne havde opsparet et behov for at besøge fysiske butikker og for at spise ude. Men nu viser vores tal, at udbuddet er steget til 2,8% af de samlede butikslokaler i landet efter at have ligget ret konstant på 2,6% gennem tre kvartaler,” siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Ingen nye fitnesscentre
På landsplan er lige knap 8.300 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk i øjeblikket, heraf næsten 1.700 lokaler til butikker og cafeer, fordelt over hele Danmark.

”Liggetiden er blevet lidt længere, og der skal arbejdes mere med sagerne. Noget skyldes nok usikkerhed på grund af krigen i Ukraine – fx med stigende energipriser og rekordlav forbrugertillid. Det spiller også ind, at motionsbranchen blev hårdt ramt af coronakrisen – mange danskere fandt på andre måder at træne, så fitnesskæderne er generelt ikke så ekspansive som før corona. Det betyder en del, fordi fitnesscentre typisk er ret store og ofte rykkede ind i fx lukkede dagligvarebutikker,” siger Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech og med kontor i Aarhus.

Svært at finde lejere
Danmark har i alt 19,8 mio. m² butiksareal, og ved indgangen til 3. kvartal 2022 var 550.900 m² udbudt til leje eller salg – det højeste tal siden 2. kvartal 2021.

”Til trods for, at udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder er steget, er der fortsat et meget lavt udbudsniveau, og danskernes forbrug er fortsat højt. Det skyldes bl.a. den høje beskæftigelse, men må også tolkes som et efterslæb efter coronapandemien. At udbuddet stiger betyder dog, at både udlejere og ejendomsejere kan være udfordrede i at finde nye lejere og kan derfor med fordel søge samarbejde med professionelle rådgivere og benytte sig af diverse digitale værktøjer, der tilbydes,” fortæller Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

 

Vil du vide mere om detailmarkedet? Læs seneste udgave af DetailFokus.

Frank Heskjær

Head of Retail
Telefon: 58587879
Mobil: 53307374
E-mail: fth@edc.dk