Karsten Lindgård Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg siger: ”Det har været en svær beslutning, som har været undervejs et stykke tid. Men jeg glæder mig til at geare ned. Jeg bliver 69 år næste gang og har altid været glad for mit arbejde, så det er svært at stoppe. Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet en løsning i god dialog med Poul Erik Bech, hvor jeg sørger for en god overgang og herefter trapper ned og arbejder et par dagen om ugen. Jeg har altid arbejdet igennem og identificeret mig med mit arbejde, så tanken er for fjern for mig at stoppe helt, så for mig er det den helt rette beslutning.”
”Jeg er rigtig glad for firmaet og mine kollegaer. Vi har et godt team, et godt arbejdsmiljø med både ældre og yngre kræfter, hvor vi hygger os, har det sjovt og samtidig leverer varen og præsterer overfor kunderne. Det er jeg ikke klar til at slippe endnu, men glæder mig selvfølgelig til at få mere tid til familien og at sejle rundt i Lillebælt i min båd. Men det er også vigtigt for mig at sige, at jeg fortsat er tilgængelig for vores mange kunder. Jeg glæder mig over, at vi har fundet en rigtig god, ny partner i Claus Langelund, som sammen med partner Jesper Ølgaard Bloch og resten af teamet vil fortsætte den positive udvikling. Samtidigt starter endnu en erhvervsmægler Jacob Fogtmann Aabling hos os den 1. marts 2022.”
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største mæglervirksomhed med 18 erhvervscentre, mere end 70 boligbutikker og 650 medarbejdere.
Forsikringsbranchen og bankverden
Claus Langelund er pr 1. februar 2022 ny partner og afdelingschef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg. Han kommer senest fra en stilling hos en lokal ejendomsmægler, hvor han har arbejdet med salg og vurdering. Han har desuden 15 års erfaring fra forsikringsbranchen, som salgschef i Codan, partnerchef i GF Forsikring, partner- og regionschef i Gjensidige og markedschef i Alm. Brand og før det var han 17½ år i Nordea, hvor han gik fra bankelev til filialchef.
”Jeg glæder mig enormt til jobbet og få en masse nye udfordringer. Jeg har virkelig fået smag for ejendomme fra mit seneste job. Jeg var egentlig ikke klar til at skifte, da jeg blev kontaktet, men efter jeg først hørte mere om jobbet, kunne jeg ikke sige nej. Det er for spændende og lige et job, hvor mine spidskompetencer som leder, motivator, sælger, relationsskaber og netværker kommer til sin ret, så jeg føler, jeg har de rette kompetencer.”
”Jeg har fået et godt indtryk af teamet og for mig, er det et godt tegn, at Karsten Lindgård Jensen ønsker at blive og give en god overgang, og vi kan fortsætte med at gøre brug af hans erfaringer og netværk, så jeg er meget fortrøstningsfuld. Det har været vigtigt for min beslutning og siger meget om Karsten, teamet og virksomheden,” siger Claus Langelund, der er opvokset i Esbjerg og de sidste 10 år har boet i Bramming i Esbjerg Kommune.
Store sko at udfylde
Poul Erik Bech siger: ”Karsten Lindgård Jensen har ønsket at trappe ned og stoppe som direktør og partner. Vi har været yderst tilfredse med den store indsats, han har ydet gennem årene. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at han frem til 1. april vil sikre en god overgang og herefter bliver seniorkonsulent og fortsætter, så vi kan beholde hans store viden og erfaring.”
”Vi er samtidigt glade for at kunne byde en kompetent partner og leder, som Claus Langelund velkommen ombord. Det er store sko han skal udfylde, men han kommer med en god erfaring som mangeårig leder i den finansielle sektor. Vi glæder os til at se ham i aktion, så vi kan fortsætte den flotte udvikling i Esbjerg. Vores erhvervscenter i Esbjerg fik i 2020 det bedste år nogensinde – og det resultat blev faktisk slået ret pænt i 2021 også. Det er flot, så det er et velkørende erhvervscenter, som Karsten overlader ledelsesansvaret for.”
Der holdes på et senere tidspunkt goddag- og farvelreception.