EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus har grundet vækst og manglende plads valgt at flytte ind i nye og større lokaler på Rådhuspladsen 3 overfor Aarhus Rådhus senest den 1. maj 2021. Grundlægger Poul Erik Bech siger:
“Vi er meget tilfredse med, at vi har landet den første af to erhvervsdirektører og partnere til vores erhvervscenter i Aarhus. Kent Nielsen kommer med en stærk lederprofil med mere end 30 år i bankverdenen, hvor han med succes har rådgivet erhvervskunder og har haft stort fokus på salg og ledelse. Samtidigt har han et kæmpe erhvervsnetværk, som vi er sikre på, han vil bringe med sig i stillingen.”
Han fortsætter: “Vi har netop besluttet, at vi flytter til større lokaler i Aarhus, da vi har lagt en ambitiøs vækststrategi for vores erhvervscenter, der nu tæller 17 medarbejdere og tre nye ansigter skal ansættes i den kommende tid og flere på sigt. Vi glæder os således til, at vi har fået en dygtig mand som Kent Nielsen med på holdet og ser frem til at få vores nye team på plads med endnu en erhvervsdirektør, så vi kan fortsætte udviklingen.”
Poul Erik Bech har på 43 år opbygget Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed, som består af 18 erhvervscentre, 62 boligbutikker og mere end 600 medarbejdere.
Kent Nielsen er fra Løgstør og har arbejdet i Aarhus og omegn de sidste årtier. Han siger:
“Jeg glæder mig til at starte og prøve mig selv af som selvstændig og drive og udvikle erhvervscenteret i Aarhus sammen med en kommende partner. Jeg er sikker på, at det bliver sjovt og spændende, men selvfølgelig også vil kræve en masse timer og hårdt arbejde. Jeg er købmand fra barnsben med forældre, der har været selvstændige og har altid gerne villet prøve mig selv af på ‘egne’ ben. Samtidigt vil jeg gerne prøve noget andet end bankverdenen, som til tider kan være bureaukratisk. Efter samtaler med Poul Erik Bech og Jane Bech er jeg sikker på, at det er det helt rigtige for mig, og jeg har allerede mødt mine kolleger og fået et rigtigt godt indtryk af dem.”
“EDC er et stærkt brand med klassiske dyder og har samme værdier som jeg, så jeg kan stå 100% inde for virksomheden. Jeg drives som person af salg og dynamikken i et salgsteam og er meget konkurrencemindet med en positiv, uhøjtidelig og optimistisk tilgang. Jeg er meget aktiv i mine erhvervsnetværk og har et stort netværk blandt erhvervskunder. Jeg har altid gået meget op i at skabe relationer til kolleger, kunder og samarbejdspartnere om det er arbejde, kultur eller sport. Det glæder jeg mig til at anvende i min nye rolle og udvikle vores erhvervscenter yderligere i de kommende flotte rammer ved Rådhuspladsen i Aarhus.”