”Martin Andersen har stået i spidsen for den meget succesfulde udvikling, vores Næstved-afdeling har gennemgået de seneste år, og det skal han have stor tak for. Aftalen er, at Martin fortsat er afdelingsleder indtil en afløser er fundet. Vi søger en profil, der kan drive afdelingen, bestående af 14 medarbejdere, og tage en aktiv del i LEAs fortsatte udvikling, herunder også nye digitale løsninger,” fortæller Lars Ismiris, adm. direktør i LEA Ejendomspartner.
Martin Andersen bor selv i Næstved, og har en fortid i byen som ejendomsmægler i bl.a. EDC samt erhvervsmægler i daværende Nybolig Erhverv, og har arbejdet for LEA siden 2014. Når en afløser er fundet, indtræder Martin Andersen som partner sammen med de to eksisterende partnere i Næstved; Sven Lyse og Michael Kristiansen.
”Vores forretningsmodel er bygget på stærke partnere, som er med til at drive virksomhedens udvikling og vækst. De lokale partnere sikrer stabilitet og engagement i måden, vi løser kundernes opgaver på, og derfor er jeg glad for at Martin Andersen bliver en del af vores erhvervsafdeling i Næstved,” siger Poul Erik Bech. Han uddyber, at virksomheden, som samlet tæller flere end 600 medarbejdere, lægger vægt på at fastholde medarbejderne.
”Det er et stærkt konkurrenceparameter i branchen at kunne tilbyde medarbejderne gode udviklingsmuligheder, og derfor glæder det mig altid, når medarbejdere finder nye udfordringer internt i virksomheden,” fortæller Poul Erik Bech.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved er de seneste 12 måneder gået fra en markedsandel på 3 til 12 %. Dén udvikling sættes der nu yderligere turbo på, fortæller partner Michael Kristiansen.
”Vi oplever en stor interesse for at investere i Sydsjælland, fordi afkastene i storbyen er nået langt ned, og samtidigt oplever vi vækst blandt virksomhederne. Der er gode markedsvilkår netop nu,” udtaler Michael Kristiansen.