I forlængelse af den brede politiske aftale om erstatning til minkavlere og minkfølgeerhverv berørt af COVID-19 (S, V, RV, SF og LA) blev det den 2. november 2023 af regeringen besluttet, at Finansiel Stabilitet skal stå for håndteringen af de aktiver, som staten overtager fra minkfølgeerhverv. Efter gennemførelsen af udbud har Finansiel Stabilitet nu indgået aftale med EDC Erhverv Poul Erik Bech på ejendomsmæglerydelser.
Poul Erik Bech siger: “Vi har netop vundet udbuddet fra Finansiel Stabilitet og skal bistå med at formidle salgene og/eller udlejning af ejendomme og aktiver fra følgeerhverv til minkvirksomheder. Det er altså ikke selve minkfarmene, vi skal hjælpe med at finde købere eller lejere til, men derimod den del af minkerhvervet, der forestod andre opgaver i branchen. Det er en stor og betydelig national opgave selvom omfanget af ejendomsmæglerydelser endnu ikke er præcist kendt. Den type opgave ligger rigtig godt til vores virksomhed, fordi vi er landsdækkende med 19 erhvervscentre, en landbrugsafdeling samt 80 boligbutikker med flere end 600 medarbejdere.”
Omfattende opgave
I udbudsmaterialet skriver Finansiel Stabilitet, at der overordnet er tale om en bred portefølje af aktiver, herunder minkskind, minkbure, varelagre, vogn- og maskinparker, fast ejendom og inventar. Aktiverne overtages med henblik på videresalg eller bortskaffelse/nedrivning.
Chef for Task Force hos Finansiel Stabilitet, Jesper Bruun Eriksen, siger om opgaven og ejendomsmæglerydelsen: “I de sager, hvor vi i Finansiel Stabilitet overtager fast ejendom fra minkfølgeerhvervene, har vi brug for bistand til vurdering og salg og/eller udlejning af ejendommene. Til denne opgave med ‘Ejendomsmæglerydelser’ er EDC Erhverv Poul Erik Bech som landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed valgt til opgaven.”
Hovedparten i Jylland
Henrik Frost Sørensen, partner, erhvervsdirektør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, siger: “Overordnet forventes det, at Finansiel Stabilitet vil overtage aktiver fra minkfølgeerhverv, hvoraf hovedparten forventes at være beliggende i Jylland. Det bliver en stor opgave, vi kommer til at arbejde med over de kommende 2-3 år. Vi har arbejdet på udbuddet i et længere stykke tid, så vi glæder os til at blive mere konkrete i den kommende tid.”