Ejendommen på Hasselager Allé har et etageareal på 4.291 m² og et grundareal på 12.221 m². Store dele af ejendommens arealer er indrettet til laboratorieundervisning, hvilket ifølge Niels Erik Holmstrøm, økonomi- og ressourcechef, er en af de primære årsager til, at Erhvervsakademiet valgte at sælge:
”Bygningen og de studieretninger, der køres herfra, er de sidste, som vi ikke har samlet på vores Campus ved Sønderhøj. På Hasselager Allé 8, så vi ind i et større renoveringsprojekt i omegnen af 30 mio. kr. At vi vælger at sælge ejendommen, er også et spørgsmål om risikostyring. Det ville ikke være forsvarligt at gennemføre et så investeringstungt renoveringsprojekt, når ejendommen ligger afsides fra Campus, og det på sigt vil være svært at hive investeringen hjem igen, da bl.a. laboratorierne er specielt indrettet til os,” fortæller Niels Erik Holmstrøm.
”Vi fortsætter med at bo i ejendommen frem til august 2024, hvor vi så flytter vores aktiver over til Campus Sønderhøj og får samlet vores studieretninger og faciliteter ét sted. Her vil der i mellemtiden blive bygget en splinterny, skræddersyet laboratoriebygning, som vi har tegnet en 10-årig lejekontrakt på.”
Muligheder i tæt samarbejde
Ejendommen er beliggende i et attraktivt erhvervsområde i Viby nær Skanderborgvej, tæt ved hovedfærdselsåre og med let adgang til motorvejen. Salget af ejendommen med omkringliggende god infrastruktur foregik først ved offentligt udbud uden det ønskede resultat. Herefter blev ejendommen udbudt til salg på normal vis. Det blev en succesfuld og tilfredsstillende aftale for alle parter:
”Vi havde et mæglerudbud i opstartsfasen, hvor vi til sidst gik med EDC Erhverv Poul Erik Bech. De havde den bedste pris, og vi følte os trygge ved den beslutning. Vi har været glade for samarbejdet med EDC, der har fuldt godt op undervejs, så vi er fint tilfredse og har ikke en finger at sætte på samarbejdet,” siger Niels Erik Holmstrøm.
Rasmus Kjærulff Ingemansen, erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus siger: ”Det er en velholdt ejendom med mange anvendelsesmuligheder. Foruden den nuværende anvendelse som undervisningsejendom vil det ud fra ejendommens udformning og synlighed være oplagt at udnytte dennes domicilpræg. Den vil utvivlsomt kunne anvendes som domicil for større virksomheder, hvor de forskellige funktioner kan sidde adskilt i fløje og på etager. De mange fordelingsgange og mange lette vægge, muliggør en effektiv og fleksibel indretning, der uden tvivl vil være attraktivt for virksomheder, som skulle være interesserede i at bosætte sig i området. Vi er glade for at kunne bistå Erhvervsakademi Aarhus med et tilfredsstillende salg, og vi ønsker dem al held og lykke i fremtiden.”