Erhvervsmægler La Cour & Lykke modtager Børsen Gazelle pris 2020

Selv erfarne virksomheder kan vinde en Børsen Gazelle pris. Det er Københavns ældste erhvervsmæglervirksomhed La Cour & Lykke et glimrende eksempel på. Siden 1959 har de specialiseret sig indenfor erhvervsejendomme, udelukkende i Københavnsområdet, og de har netop vundet en Børsen Gazelle 2020, da de gennem de seneste år har opnået en flot vækst.

Historien om La Cour & Lykke går tilbage til 1959, hvor mæglervirksomheden startede med at specialisere sig indenfor erhvervsejendomme. Siden er de blevet en del af Danmarks største mæglervirksomhed EDC Poul Erik Bech. Kristian Hartmann, partner og direktør i La Cour & Lykke er glad over at modtage Børsen Gazelle prisen 2020 og siger:

“Vi blev super glade og noget overraskkede, da beskeden dumpede ind. Den havde vi ikke lige set komme, men det er jo et udtryk for, at vi må gøre et eller andet rigtigt. Der skal lyde en stor tak til vores mange trofaste kunder – og selvfølgelig en stor tak til vores medarbejdere. Vi er et lille stærkt specialiseret team på fem medarbejdere, og da vi fortsætter med at vækste, søger vi i øjeblikket en ny partner samt en mægler til detailområdet til vores kontor her i København.”

“Vi hjælper hvert år mere end 200 erhvervsvirksomheder med at få domicil i og omkring København. Vores afgrænsede fokus betyder, at vi er specialister og har et indgående kendskab til byen. Vi formidler alle typer erhvervsejendomme, vores speciale er dog udlejning og salg af primært kontor- og butikslokaler, samt igangværende detailforretninger. Vi vurderer selvfølgelig også alle former erhvervsejendomme til såvel internt, som eksternt brug.”

Dybt specialiserede og tro mod koncept

La Cour & Lykke har opnået en god vækst på både top, men især bundlinjen de seneste år, hvilket er grunden til, at de har modtaget en Børsen Gazelle pris. Kristian Hartmann uddyber:

“Vi er meget tro mod vores koncept, der har fungeret fint i mange år. Vi er specialiserede i udlejning af butik og kontor i en rimelig snæver geografi i og omkring København, hvor vi har fingeren 100% på pulsen. Vi er lykkedes med at vælge de sager, som vi er dygtige til, og vi fravælger så også de sager, hvor vi ikke er de mest kompetente. Vi har fx ikke store boligudlejningsejendomme på hylderne, ligesom vi heller ikke udbyder 10.000 m2 kontor til leje. Det lader vi vores dygtige kolleger i EDC Erhverv Poul Erik Bech stå for.”

“Vores speciale er altså de lidt mindre og mellemstore sager, hvor vi har været dygtige til at skille os ud. Samtidig leverer vi en saglig sparring med vores kunder og et stærkt juridisk slutprodukt i form af kompetente lejekontrakter. Lidt firkantet kan man sige, at vi giver de ‘små’ sager den opmærksomhed de fortjener, da vi simpelthen fravælger de meget store sager. Vi er tro mod vores koncept: Ingen sag er for lille, men den kan godt være for stor.”

Corona og fremtiden

For La Cour & Lykke var medio marts og april måned nogle tunge måneder, hvor der ikke skete det store. Til gengæld har der været gang i butikken de sidste mange måneder. Kristian Hartmann siger: “Det går rigtig godt, og vi forventer faktisk, at 2020 kommer til at overgå et ellers rigtig godt 2019. Ser man på vores primære segmenter kontor og detail, så er kontor kommet praktisk talt urørt igennem krisen. Vi oplever stor aktivitet. På detail vil der komme lidt prisforskydning i nedadgående retning, men også her er der rigtig god aktivitet. Vi har lejet mange butikker ud på hovedhandelsstrøgene her i København efter første bølge med corona, og det er stadigvæk til priser som før corona. Et godt eksempel er Gammel Kongevej på Frederiksberg, hvor efterspørgslen har været rigtig stor de sidste par måneder.”

Læs mere om La Cour & Lykke på www.ll.dk

Mere information

Kristian Hartmann,
Partner, Erhvervsdirektør
La Cour & Lykke
Tlf. 33 30 10 34
E-mail: krh@ll.dk