For 12 år siden startede Michael Bobak som apoteker, da han åbnede Ferritslev Apotek i 2011. Et par år senere flyttede apoteket til Langeskov, hvor han købte ejendommen på Langeskov Centret 27. Ejendommen har et areal på 469 m², som fordeler sig med 208 m² butik, 136 m² lager og 125 m² kontor og personalerum. Derudover er der 40 m² overdækket skur og cykelparkering, som er opført i samme stil som hovedbygningen.
Michael Bobak fortæller: “Jeg elsker mit arbejde som apoteker og er rigtig glad for apoteket i Langeskov, og jeg har absolut ingen planer om at lukke forretningen. Jeg startede som apoteker for 12 år siden, og som beskyttet titel, kan man sige, at jeg er cirka halvvejs gennem min tid som apoteker. Derfor er jeg også blevet anbefalet at begynde og overveje tiden efter, herunder bl.a. at afhænde ejendommen i Langeskov.”
Han fortsætter: “Jeg havde ingen idé, om det ville tage 2 måneder eller 2 år at få solgt ejendommen, så jeg besluttede mig egentlig bare for at sætte til salg. At det er gået så stærkt som tilfældet er, er bare dejligt. Jeg havde min første snak med Lars Duus fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i starten af juni 2023, så det er gået stærkt. Jeg har hele tiden haft som kriterie at kunne blive i ejendommen på en fornuftig lejeaftale, så den sale and leaseback-aftale, vi har indgået, er lige efter mit hoved.”
Udover apoteket i Langskov, har Michael Bobak også tre øvrige filialer på Odense Banegård, Bilka på Niels Bohrs Allé i Odense og i Ørbæk på Østfyn.
Mere sale and leaseback i fremtiden?
Sale and leaseback-aftaler inden for detailmarkedet hører til sjældenhederne. Det undrer Michael Bobak: “Jeg forstår ikke, at der ikke er flere butikker og butikskæder, der benytter sig af denne form for aftale. Vi så under Coronapandemien, at mange butikker, caféer og restauranter knækkede nakken, men mon ikke nogen kunne have overlevet, hvis de havde solgt deres ejendom og i stedet lejet sig ind. Jeg synes i hvert fald, det har fungeret supergodt, og Lars Duus fra EDC Erhverv fortjener stor ros for sit arbejde. Han har været en stor hjælp, både ift. salg og lejekontrakt.”
Lars Duus, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: “Det er ikke så tit, vi ser sale and lease back- transaktioner inden for detail, sammenlignet med fx lager- og logistik. Måske det er noget, som vi kommer til at se mere af i fremtiden? Præmisserne er de samme, selvom beløbene måske ikke er helt lige så store. Virksomhederne løsriver kapital i mursten og får i stedet tilført værdifuld likviditet, som kan bruges på vækst eller betaling af dyre lån. Vores internationale afdeling gennemførte fx et par store sale and leaseback-aftaler, hvor W. P. Carey opkøbte en portefølje af Coop-supermarkeder, som de har lejet sig ind i igen.”
Lars Duus forsætter: “I første omgang er vi glade for at have hjulpet Michael Bobak med salget af ejendommen i Langeskov. Det er en attraktiv investeringsejendom med en solid lejer og en rigtig god beliggenhed. Ejendommen ligger på en selvstændig matrikel, men som en del af Langeskov Centret, hvor der er specialbutikker, lægehus, diverse behandlere, spisesteder og flere dagligvarebutikker, og deraf en solid kundestrøm. Alt i alt har det været en god, hurtig og glidningsfri proces.”