N’AGE var den første klinik i Danmark, som tilbød rynkereducerende og æstetiske behandlinger, da Ida Bille Brahe åbnede den første klinik på Kongens Nytorv i 2003. Siden har N’AGE udvidet med butikker i hele landet og i dag beskæftiger klinikkerne knap 100 ansatte. N’AGE har netop åbnet deres niende klinik. Sanne Lønskov, adm. direktør hos N’AGE, fortæller:
“Vi er rigtig glade for at åbne vores niende klinik. Risskov er et område, som vi længe har haft i kikkerten, så derfor er vi glade for, at det er faldet på plads. Det er et område, hvor vi ved, at en del af vores kunder i Aarhus kommer fra, så derfor var det oplagt. Samtidig er det begyndt at knibe lidt med pladsen i vores eksisterende klinik på Store Torv i Aarhus, så vores håb er, at Risskov kan være med til at aflaste lidt. Samtidig åbner det op for, at vi kan tilbyde flere tider og flere behandlinger til folk i og omkring Aarhus.”
“Ejendommen er smuk istandsat og har et højt kvalitetsniveau med lyse og indbydende lokaler. Samtidig ligger den på en rigtig fin og trafikeret vej, og der er gode parkeringsmuligheder, hvilket også var et vigtigt kriterie for os, da vi ikke kan tilbyde kunderne det i Aarhus. Vi har allerede oplevet en overvældende interesse for vores nye klinik og mange nye kunder har allerede lagt vejen forbi, så vi er rigtig glade for starten i Risskov,” siger Sanne Lønskov.
Gennem årene har N’AGE behandlet kendte danskere som Helena Christensen, Caroline Wozniacki, Uffe Buchard, Christiane Schaumburg-Müller, Lina Rafn og Julie Ølgaard.
Fra showroom til klinik
Den store markante ejendom på Nordre Strandvej har tidligere været showroom og derfor var den oprindelige planløsning bestående af to store rum. Det er der lavet om på nu, siger Sanne Lønskov:
“Ved første øjekast var planløsningen ikke optimal til vores behov, men hurtigt fandt vi ud af, at vi kunne inddele de store lyse rum i mindre rum. Derfor har vi indrettet fire behandlingsrum, så vi kan betjene op til fire kunder ad gangen. Vi har ansat tre kosmetiske sygeplejersker, en læge og en receptionist, som skal holde klinikken i Risskov kørende i første omgang.”
“Vi har været i dialog med Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i et stykke tid og må bare rose ham for hans flittighed i denne proces. Vi er rigtig glade for, at han tog os med ud til denne skønne ejendom på Nordre Strandvej i Risskov. Han hjalp os med at se muligheder fremfor begrænsninger og alt i alt har det været et rigtig gnidningsfrit forløb,” siger Sanne Lønskov.
Unikt lejemål
N’AGE flyttede ind i deres nye klinik den 3. januar 2024 og ifølge Frank Heskjær, Head of Retail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet lejeaftalen, er deres nye klinik ganske unik:
“Beliggenheden på den populære Nordre Strandvej i en af Aarhus’ mest eksklusive kvarterer er med til at sikre et højt kvalitetsniveau og god synlighed i bybilledet, samtidig med at det er nemt at komme til. Ser man den flotte ejendom udefra, giver det en fornemmelse af en nyistandsat ejendom i meget høj kvalitet. De store facadevinduer giver et utrolig smukt lysindfald i ejendommen og pryder de smukke sildebensparketgulve og hvidmalede vægge. Vi er rigtig glade for at have hjulpet N’AGE med at finde denne perle i Risskov og ønsker dem det bedste fremover.”
Frank Heskjær fortsætter: “N’AGE er en del af en større skønhedstrend, hvor flere og flere danskere går op i deres udseende og velbefindende. Danskerne vil forkæles og se godt ud, og de holder sig ikke tilbage med at bruge tid og penge på det. Derfor ser vi i hele kongeriget masser eksempler på, at skønhedssaloner, spasaloner, negleklinikker og sundhedshuse skyder op. Det er virkelig en trend, er hitter på detailmarkedet i øjeblikket.”