”Der er masser af aktivitet på havnene rundt omkring i landet, og aktiviteterne er meget forskellige på de forskellige havne. I mit område her i Nordjylland er Hirtshals fx porten til Norge, Island og Færøerne, og Frederikshavn har værft, flådestation, færgeruter til Sverige og Norge og genanvendelse af skrot fra skibe og olieboreplatforme. Skagen og Hanstholm er store fiskerihavne, og Aalborg har rigtig meget udskibning og logistik.”
Sådan opremser Mads Dyhr, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, nogle af aktiviteterne i de lokale havne, som netop i Nordjylland betyder ekstra meget for økonomi og arbejdspladser.
Men på landsplan står ”Det blå Danmark” – bl.a. havne, søtransport og fiskeri – faktisk for næsten 100.000 job og håndterer 80% af dronningerigets eksport og import. Det er ensbetydende med livlig aktivitet på landets havne – også for erhvervsmæglerne. Samtidig havde vi herhjemme med end 100.000 skibsanløb med over 65 mio. tons godsomsætning i 2019.
”Før i tiden var den største indtægtskilde for havnene vareafgift i form af betaling for lastet/losset gods, men nu er lejeindtægter den største indtægt. Havnene har store arealer, som er bebyggede, og her er det interessant for mange at leje sig ind eller investere i at bygge,” påpeger Mads Dyhr, der har en tæt dialog med en række havne i Nordjylland.
Blandt lejere og investorer på havnene er logistikfirmaer, vognmænd og andre transportfirmaer, servicevirksomheder, underleverandører, fiskefabrikker og andre virksomheder med bånd til fiskeriet. Det gælder især i Hanstholm, der er Danmarks største på demersalt fiskeri, hvor der landes mange rødspætter, kuller, torsk og sej, og ikke mindst i Skagen, som er Danmarks største fiskerihavn og en af verdens største havne for pelagiske fisk, altså sild og makrel.
”40-50% af verdens matjessild – dem som især hollænderne spiser – kommer fra Skagen. Her producerer FF Skagen A/S, som er en af verdens største producenter af fiskemel og fiskeolie 125.000 ton fiskemel og -olie, som eksporteres til mere en 60 lande. Desuden har Skagen Karstensens Skibsværft, som er Danmarks største nybygningsværft. Herudover er Skagen Havn kendetegnet ved anløb af en del krydstogtskibe og tusinder af lystbåde i sommerhalvåret,” siger Mads Dyhr.
De mange aktiviteter på og omkring havnene betyder udlejninger og også nybyggeri og projektudvikling, fx når havnene jævnligt udvider. Enten havnekapaciteten eller arealerne på landjorden.
”I øjeblikket udbyder Hirtshals ca. 150.000 m2 erhvervsjord. Her kan det være interessant for mange at etablere sig. Hirtshals Havn er Skandinaviens multimodale logistikcenter. Med afsæt i Hirtshals Havns lokalisering direkte til søkorridorerne i Nordsøen, er koblingen af færgetrafik, cargotrafik, vejtrafik og jernbanetrafik optimal i bestræbelserne på at skabe effektive transportløsninger. Jernbaneskinnerne går direkte fra kajen og helt ned til Sydeuropa, og E39-motorvejen ligger tæt på havnen, det gør det jo attraktivt for rigtig mange virksomheder,” siger Mads Dyhr.
Netop lokalkendskab er – sammen med brancheindsigt – vigtigt for en erhvervsmæglervirksomhed, der er aktiv i havneområderne, mener han.
”Så kender man de lokale lejeniveauer, man ved, hvad der rør sig, hvem der er på vej ind og ud af erhvervslokalerne på en havn, og man ved, hvor der er udvidelser på vej. Jeg har et indgående kendskab til havne her i Nordjylland, og så samarbejder jeg med kolleger i resten af landet, hvor vi som landsdækkende erhvervsmæglere har fingeren på pulsen og mange kontakter på langt størstedelen af de mange havne herhjemme,” siger Mads Dyhr, som privat bor i Skagen og har arbejdet i landsdelen i 25 år, bl.a. for to regionale banker.
I EDC Erhverv Poul Erik Bech kan han trække på kolleger i 18 erhvervscentre over hele landet.
”I Jylland er jeg i tæt kontakt med kolleger, der sidder i byer med store havne som fx Esbjerg, Fredericia og Aarhus. På Sjælland er det fx Køge, Næstved og København. Kollegerne med havneekspertise har løbende kontakt og udveksler fx nyt om havneudvidelser, ind- og flytninger på havnene og nyheder om virksomheder, der er på jagt efter kvadratmeter på danske havne. Ved større projekter trækker vi på eksperter i vores mange andre EDC Erhvervscentre og hvis det handler om at opføre boliger på havne, har vi over 60 landsdækkende boligbutikker. Det er også en stor gevinst med landsdækkende samarbejde ved etablering af detailhandel, spisesteder eller ved salg eller udleje af erhvervsejendomme til lager og logistik,” siger Mads Dyhr.
Hent vores nyeste magasin Market Insight her.