Historisk få tomme butikslokaler i Midt- og Vestjylland

Herning og det øvrige Midt- og Vestjylland har det laveste antal ledige butikslokaler i 12 år, og samtidig er tomgangen markant lavere end på landsplan, viser tal fra Ejendomstorvet.dk. Det skyldes bl.a. driftige lokale virksomheder, supersygehuset i Gødstrup og fleksible udlejere, som fortsat presser tomgangen nedad.

Gennem det seneste år er udbuddet af lokaler til butikker, cafeer og takeaway i Midt- og Vestjylland faldet med en sjettedel. Det betyder, at iværksættere og butiksdrivende, som er på jagt efter m², ikke har haft så lidt at vælge imellem i mere end 12 år. Det viser nye data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”For fire kvartaler siden var der udbudt over 44.000 m² butiksarealer i landsdelen – det er faldet 17% til cirka 36.000 m² eller det laveste, vi har registreret siden begyndelsen af 2010. Dermed er udbuddet af lokaler faldet til blot 2,1% af det samlede butiksareal – godt under landsgennemsnittet på 2,6%,” siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Aktuelt har Ejendomstorvet.dk et udbud på næsten 8.100 lejemål af ejendomme på landsplan, heraf lige knap 1.500 butikslokaler. Af dem ligger 84 i Midt- og Vestjylland, flest i Herning Kommune med 28, Holstebro med 26 og Viborg med 14. I både Ikast-Brande og Skive kommuner er der blot en håndfuld butikslokaler at vælge imellem lige nu – i Ringkøbing-Skjern er der udbudt 3 lokaler på Ejendomstorvet.dk, i Struer 2 og i Lemvig blot et enkelt.

Gode forudsætninger
I hele landet nyder butikker og spisesteder godt af det økonomiske opsving med tårnhøj beskæftigelse og med opsparet forbrugslyst efter to trange coronaår – og foreløbig har hverken stigende inflation eller krig i Ukraine bremset forbruget nævneværdigt. Desuden spiller særlige lokale forhold ind for de otte kommuner i det midt- og vestjyske.

”Vi ser en del udlejning af mindre butikslokaler til øreklinikker og andre sundhedsformål. Desuden etablerer landsdækkende butikskæder sig lokalt, fx i Holstebro – det gælder også restaurationskæder. De søger dog ofte større og centralt beliggende lokaler, som er sværere at skaffe. Herning har næsten ingen tomgang for mindre lokaler, hvorimod nogle af de lidt større lejemål står tomme – her skal lejepriserne måske tilpasses. Det går også rigtig godt med udlejningen i byer som Ikast, Holstebro, Skive, Ringkøbing, Lemvig og Struer,” siger Poul Lundorff, erhvervsrådgiver hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herning, og fortsætter:

”Høj beskæftigelse og et stærkt erhvervsliv præger området, der ligeledes har fået øget aktivitet grundet supersygehuset i Gødstrup. Vi oplever i stigende grad, at der bygges flere boligbyggerier, hvilket gavner den lokale detailhandel med endnu flere kunder i nærområdet. Samtidigt har udlejerne i og omkring Herning været dygtige til at fastsætte retmæssige lejeniveauer, der har hjulpet med at holde tomgangen nede, så forudsætningerne for meget lav tomgang er i den grad til stede,” siger han

De otte kommuner i Midt- og Vestjylland har lokaler til butikker og spisesteder på samlet knap 1,8 mio. m² – det svarer til 9% af landets totale areal til detailhandel.

Poul Lundorff

Erhvervsrådgiver
Mobil: 40155545
E-mail: plu@edc.dk