”Kontormarkedet er ét af de svære markeder som erhvervsmægler, da meget står tomt. Det gælder også for Holbæk og omegn. Men Holbæks kontormarked har et stort potentiale, som flere og flere får øjnene op for i disse år. Der er gode offentlige transportforbindelser, der gør det nemt at komme hertil fra Roskilde og København, motorvejen ligger tæt på, der er gode parkeringsforhold tæt på kontorfaciliteterne og mange steder mulighed for udsigt over fjorden. Desuden er der et aktivt handelsliv, og sygeplejerskeuddannelsen under Professionshøjskolen Absalon er også startet op i byen. Der er også kommet en ny ”sportsby” til byen, der samler alle sportsaktiviteter i ét hus. Også her er der mulighed for at bygge nye attraktive kontorhuse tilpasset efterspørgslen, hvilket kan være et trækplaster for mange.”
”De senere år er der kommet mange tilflyttere til Holbæk, bl.a. fra København. Det gør også, at mange virksomheder overvejer at etablere sig i byen. Og det smitter også positivt af på kontormarkedet. De større kontordomiciler med gode parkeringsforhold, der har været til salg eller udlejning de senere år, har været eftertragtede og er hurtigt røget. Udfordringen er de store, ældre kontorejendomme, som vi har svært ved at få afsat. Især fordi de sjældent er udstyret med nok parkeringspladser i forhold til, at mange større virksomheder ønsker rigeligt med parkeringspladser til deres egne kunder. Derfor forsøger vi også at rådgive udlejere og ejere af de ældre kontordomiciler til at modernisere dem, så de matcher efterspørgslen og er udstyret med både klimaanlæg, ordentlige mødefaciliteter, kantineforhold og optimale parkeringsforhold, hvor det er muligt.”
”Det er især spændende at være på jagt efter nye kontorlokaler på vegne af virksomheder, da det betyder meget for dem med de rette rammer og beliggenhed. Her er det sjovt at få lov til at være kreativ ved at forsøge at løse deres behov og opfylde deres ønsker. Det er ikke altid, at det kan lade sig gøre over hele linjen. Men når det kan, gør det mit arbejde endnu sjovere. Som bosiddende i Holbæk og tidligere boligmægler i byen har jeg også et stort lokalt netværk, hvilket er en stor hjælp, når jeg skal hjælpe til at finde de rette matches.”