John Nørgaard Erhvervsejendomme har gennem mange år været ejendomsinvestor og udvikler i Aalborg, men selskabet har for nyligt valgt at sælge ejendomsporteføljen fra. Den sidste ejendom i porteføljen ligger på Bredegade 18, som ejendomsselskabet har ejet i mere end 30 år. Hjørneejendommen er solgt til den lokale ejendomsinvestor Start Invest, som er ejet af MA Ejendomme og Ejner Andreasen.
Frank Jensen, direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, har stået i spidsen for salget: ”Jeg har kendt John Nørgaard igennem mange år, og det var derfor en stor glæde, at han valgte os til at varetage salget af hans sidste ejendomme i Aalborg. Hans ejendomme har altid været meget velholdte og velbeliggende, og det har gjort det til en sand fornøjelse at sælge dem. Bredegade 18 var den sidste af ejendommene, og det er meget tilfredsstillende, at køber blev lokale Start Invest. De investerer nemlig også med fokus på høj kvalitet, god beliggenhed og ønsker at drive ejendommen videre som hidtil.”