Brian Sørensen, stifter af CULT og bl.a. medejer af den populære donutkæde Bronuts, spillede sit livs første padelkamp for halvandet år siden, og der var
tale om kærlighed ved første slag. Nu har han stiftet virksomheden PadelPadel og har planer om at opføre fire store padelhaller. Han fortæller:
”Padel er Danmarks hurtigstvoksende sportsgren, og jeg forstår virkelig godt hvorfor. Jeg er virkelig blevet bidt af sporten og spiller selv tre til fire gange
om ugen. Hvis en af mine padelkampe bliver aflyst, føles det som om, at juleaften bliver aflyst. Jeg har aldrig selv rigtig spillet ketchersport, og når jeg så en sjælden gang imellem har spillet en tenniskamp, er hele kampen gået med at samle bolde. I padel kan alle få spillet i gang, og det gør virkelig, at det er en sport,
de fleste bliver fanget af.”
”Min egen kærlighed til sporten er grunden til, at jeg nu opfører fire padelhaller i Danmark. For mig giver forretning allermest mening, når jeg beskæftiger mig
med noget, som jeg elsker. Og jeg ved, at jeg vil elske at komme i vores padelhaller. Nu er vi startet ud i Aarhus, den næste hal opføres i Aalborg, så kommer Odense og til sidst København. Vi er i dialog om forskellige grunde med Odense Kommune, og i København er vi stadig på jagt efter den helt rigtige placering. Jeg glæder mig virkelig til at skabe et padelmiljø i Danmark, og jeg kan slet ikke vente med at byde folk velkommen i de nye haller.”
Danmarks største padelhal
Brian Sørensen har ikke alene besluttet sig for at opføre fire padelhaller rundt om i landet. Han har også besluttet at bygge Danmarks største padelhal.
”Vi kommer til at bygge Danmarks største padelhal i Aarhus. Vi starter ud med 12 indendørsbaner og to udendørs, og på sigt vil vi udbygge, så der bliver 18
indendørsbaner. Der kommer almindelige baner, en center court og nogle single baner. Grunden passer 100% til formålet. På den placering har vi mulighed
for at bygge ti meter i højden, og det er virkelig en fordel. Alle andre padelhaller i Danmark er etableret i eksisterende lagerhaller, og de fleste er derfor 6-7 meter i højden. Men det vigtigste slag i padel er lop, og det giver vores baner virkelig mulighed for,” siger Brian Sørensen og fortsætter:
”Vi har haft et super godt samarbejde med EDC Poul Erik Bech, og det har gjort, at vi har landet aftalen på den helt rigtige grund. Daniel Lundholm har været
mægler på sagen, og han har sørget for, at alting har fungeret effektivt og upåklageligt.”
Daniel Lundholm, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, fremhæver også stedets placering: ”Langdyssen 2 er den perfekte adresse til formålet. Den 13.579
m² store grund er placeret på højtliggende bakkedrag med udsigt over Aarhus i Lisbjerg Erhvervspark. Området er let tilgængeligt både i bil og nu også med
offentlig transport, da der er etableret et letbanestop i området. En helt ny padelhal med denne placering kommer helt sikkert til at tiltrække mange spillere.
Jeg kommer i hvert fald til at slå mange smut forbi.”
Lisbjerg i Aarhus Nord, hvor Danmarks største padelhal opføres, er i opblomstring og tiltrækker i stigende grad både beboere og virksomheder, fortæller Daniel Lundholm, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus:
”I dag bor ca. 1.000 mennesker i Lisbjerg, men i løbet af de kommende 25 år vil befolkningstallet være vokset til 15.000-20.000, og målet er, at Lisbjerg
Erhvervspark med de historiske gadenavne vil være fyldt med virksomheder på et areal over 250 hektar. Her vil en betydelig del af den aarhusianske vækst ske
i de kommende år.”
”Generelt oplever vi en stigende interesse for erhvervsgrunde, eftersom byens erhvervsområder bliver omdannet til boliger, og virksomhederne derfor
skal finde nye placeringer udenfor byen. Ligeledes oplever vi en stigende efterspørgsel efter ejendomme og erhvervsgrunde, hvor der kan tillades fritidsaktiviteter, hvor især efterspørgslen på padelhaller har været ekstremt høj det sidste års tid,” siger Daniel Lundholm.