En domicilejendom på Mose Allé 7A i Rødovre er netop blevet solgt. Den tidligere ejer SignF har haft kontorer i ejendommen siden 2006, hvorfra de har produceret applikationer og haft fotostudie. SignF har grundet ændret behov valgt at sælge ejendommen efter 15 år:
”Vi flyttede ind i ejendommen i 2006, hvor vi dannede kontorer og fotostudie. Det er en meget speciel ejendom, ikke mindst fordi den tidligere er brugt som rammefabrik og derfor har højt til loftet og både høje og brede døre, men også fordi der er vinduer hele vejen rundt om bygningen. Den er speciel, og så ligner den ikke særligt mange andre ejendomme, og den henvender sig da heller ikke til alle, så vi er glade for at vi netop har solgt ejendommen,” siger Henrik Wagner, ejer og grundlægger af SignF.
Mose Allé 7A er i stueplan indrettet med kontorer og lagerrum i varierende størrelser. Thomas Møller Rudlang, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev, siger:
”Det er en interessant ejendom med mange anvendelsesmuligheder og et yderst stort potentiale. Vi har netop formidlet salget af ejendommen til en virksomhed, der skal bruge det som eksternt lager til genbrugstøj. Flere af rummene kan indrettes til lager, showroom og kontor. Ejendommen har en eftertragtet placering i et blandet bolig- og erhvervskvarter lige ved Roskildevej. Det er et trafikalt knudepunkt, der fører til hele Storkøbenhavns motorvejsnet, hvilket er interessant for køber såvel som nye kunder og medarbejdere,” siger Thomas Møller Rudlang.
Henrik Wagner er uddannet fotograf og har valgt at sælge ejendommen efter mange år. Nu skal hans passion for at tage kunstfotografier forfølges. Det er dog ikke uden et vist følelsesmæssigt efterslæb, at han vælger at sælge:
”Jeg sadler jo fuldstændigt om nu, men det har helt sikkert været svært at skulle sælge ejendommen. Jeg har bygget SignF op fra bunden, og vi har haft et hjem her i 15 år, så det er svært lige at give afkald på. Når det er sagt, så har forløbet været rigtig godt, og EDC Poul Erik Bech har hjulpet med at få ro i maven under hele forløbet,” siger han.