Lindu Ejendomme køber fuldt udlejet ejendom i Brøndby for tocifret millionbeløb

Lindu Ejendomme, der i 2021 blev grundlagt af Pictet og Brunswick Real Estate, køber en fuldt udlejet lager- og logistikejendom med et etageareal på 4.330 m2 for et tocifret millionbeløb. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommen i det populære logistikområde Priorparken i Brøndby, hvor lejerne bl.a. er Matas og Rigspolitiet. I samarbejde med EDC Erhvervs Koncernkundeafdeling, bliver næste skridt at se på ESG og bæredygtighed, som ofte halter efter på logistik-, lager- og industriejendomme.

Det danske ejendomsselskab Lindu Ejendomme udvider ejendomsporteføljen til 12 ejendomme i Danmark og råder dermed over et samlet udlejningsareal på 75.000 m2. Seneste tilføjelse er Priorparken 359 i Brøndby, der er en fuldt udlejet 4.330 m2 lager- og logistikejendom, hvor bl.a. Matas, Rigspolitiet, DK Flyt og Transport samt Hoffmann er blandt lejerne.

Anthony Romano, Investment Manager hos Brunswick Real Estate, siger: ”Ejendommen passer perfekt ind i vores eksisterende ejendomsportefølje med logistik-, lager- og industriejendomme i Storkøbenhavn. Priorparken er noget nær det det perfekte industri- og logistikområde i Danmark med kort afstand til København og tæt på motorvejen.”

”Det kan man også se på de mange logistikvirksomheder, som har adresse der. Investeringen viser, at vi i Lindu Ejendomme fortsat er aktive i markedet, og det vil vi blive ved med at være. Vi fortsætter vores jagt efter attraktive udlejningsejendomme, selvom andre holder lidt igen. Vi har faktisk indgået en mere formel aftale med EDC Erhverv Poul Erik Bech om at hjælpe os med at rådgive om at optimere vores ejendomme, så vi bliver endnu bedre til at opfylde lejernes behov.”

Fokus på ESG og bæredygtighed
En del af Lindu Ejendommes strategi er at energioptimere deres ejendomme. Kasper Stagis, Portfolio Manager hos Brunswick Real Estate og ansvarlig for det danske marked, siger:

”Ejendomsbranchen har brug for et bæredygtighedsløft, og især industri, logistik- lagerejendomme halter efter, så det vil vi gerne bidrage til. Så vidt muligt forsøger vi at energioptimere vores ejendomme og spørger altid os selv om der er steder, vi kan gøre en forskel? Det kan være små eller store tiltag, men fælles for det hele er, at det skal det have en effekt og være til gavn for både for lejerne og miljøet. Det skal give mening og gøres i samråd med vores lejere. Giver det mening, går vi langt for den rigtige bæredygtige løsning.”

”Ejendommen i Priorparken er fuldt udlejet og har gode muligheder for at implementere ESG-initiativer. I forbindelse med købet har vi en ide om hvilke tiltag der skal foretages, men vi går også i dialog med hvilke behov vores lejere har, og så må vi se på, hvordan vi, bedst muligt kan gøre ejendommen bedre.”

Fremtidigt samarbejde
Kenneth Jakobsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech København, har formidlet salget af industriejendommen i Brøndby: ”Salget var fortroligt, forstået på den måde, at ejeren af ejendommen kontaktede mig mhp. at sælge ejendommen til en af lejerne. Det var de ikke interesseret i, så i stedet lavede vi en liste med potentielle købere, heriblandt Lindu Ejendomme. De har været rigtig gode at arbejde sammen med. Derfor har vi også besluttet at indgå et mere formelt samarbejde. Vi glæder os til at hjælpe Lindu Ejendomme med at leje deres ejendomme ud i fremtiden. Men i første omgang skal der lyde et tillykke med købet af denne ejendom, som er placeret i det yderst populære industriområde Priorparken, hvor vi har formidlet en lang række salg og udlejninger af lager-, logistik- og industriejendomme.”

Om det fremtidige samarbejde siger Kasper Stagis, Lindu Ejendomme: ”Vi er glade for at få Kenneth Jacobsen og EDC ind som sparringspartner. Som ejere har vi brug for kvalificeret sparring i forhold til, hvordan vi bedst muligt kan optimere de forskellige ejendomme, så de passer til lejernes behov. En gang imellem trænger vi til at blive udfordret, og det har vi i den grad oplevet med EDC, så det vil vi meget gerne fortsætte med fremover.”

Anthony Romano supplerer: ”Kenneth Jacobsen og hans team er virkelig dedikeret og grundige i deres arbejde, så vi forventer, at de kan hjælpe os med at styrke vores position i Danmark fremadrettet og hjælpe med at formidle udlejninger i fremtiden.”

Kenneth Hauge Jakobsen

Erhvervskonsulent
Telefon: 58588706
Mobil: 26234663
E-mail: keja@edc.dk