Valk Welding har sit hovedkontor i Holland, men svejsningsgiganten har også filialer i Belgien, Tyskland, Frankrig, Irland, Sverige, Tjekkiet og Polen. Erhvervelsen af den moderne lagerejendom på Korsholm Allé 14 i Middelfart skal sætte skub i et nyt, Skandinaviske eventyr:
”Vi har længe haft planer om at udvide vores distribution, så vi kan ekspandere på det skandinaviske marked. Distributionen skal ske fra ejendommen i Middelfart, der giver os gode forudsætninger for at samle vores aktiviteter ét sted. Planen er at igangsætte et nyt, innovativt eventyr fra en sublim ejendom, hvor vi håber at kunne få lokale medarbejdere med på rejsen,” fortæller Remco H. Valk, CEO i Valk Welding Group, der fortsætter:
”Vi har haft en entreprenør ude at kigge på, hvordan vi kan optimere ejendommen, så den passer præcis til vores specifikke behov. Der skal bl.a. implementeres varehus og showroom i ejendommen, og når alt er klar og stemmer overens med vores forventninger, flytter vi ind. Lige nu håber vi på at være helt på plads omkring april-maj 2023, men vi er også bevidste om, at problemer med forsyningskæderne kan forsinke os en smule. Vi glæder os dog til at komme helt på plads og ser frem til at bo i Middelfart.”
Central beliggenhed med forbindelser til hele landet
Ejendommen er placeret i industrikvarteret i Middelfart nær motorvej og Lillebæltsbroen. Det er en attraktiv placering midt i landet, der sikrer hurtig adgang til store dele af ind- og udland. HEATCOM, der har solgt ejendommen, er da også blevet i området:
”Vi er og har været på en spændende vækstrejse. Derfor har vi bygget et nyt domicil, der passer bedre til de nye behov, der forekommer heraf. Her flyttede vi ind i august 2022, og i fugleflugt er vi blot 300 meter fra vores tidligere placering på Korsholm Allé 14. Industrikvarteret i Middelfart er et veletableret erhvervsområde med aktive virksomheder og gode transportveje til både ind- og udland, og da store dele af vores salg går til udlandet, er placeringen centralt i Middelfart fortsat ideel for os,” fortæller Jacob Christian Pedersen, CEO i HEATCOM.
Stærkt grundlag for samarbejde
HEATCOM er en dansk virksomhed med mange års erfaring i at designe, producere og markedsføre, elektrisk gulvvarme, termostater og frostsikringsprodukter. For dem dannede salget af Korsholm Allé 14 rammen for et positivt samarbejde:
”Vi havde en indledende dialog med Lars Damsholdt Balle fra EDC Poul Erik Bech og valgte at indgå samarbejde med dem, da de tilbød den bedste samlede pakke til vores behov. Vi er meget tilfredse med den indsats, EDC Poul Erik Bech har bedrevet. De har været hurtige til at besvare vores spørgsmål, og der har været en konstruktiv og seriøs dialog hele vejen igennem, så vi er meget tilfredse med samarbejdet og salget,” siger Jacob Christian Pedersen.
Lars Damsholdt Balle fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense C har formidlet salget af den markante ejendom på Korsholm Allé 14 og siger: ”Vi er glade for at kunne bistå sælger med et vellykket og gunstigt salg. Det har været en spændende sag med to innovative virksomheder i vækst og en yderst attraktiv ejendom fra 2008, der er præget af optimale faciliteter, transportmuligheder og fremstår i særdeles pæn og velholdt stand. Vi byder køber velkommen i de nye, moderne rammer og ønsker sælger tak for samarbejdet og held og lykke i fremtiden.”