Ved årsskiftet til 2024 kom der ny ejer af den markante ejendom på Rafn Alle 1 i Hasseris. Sct. Georgs Gilderne har ejet ejendommen siden 1953, men fremover bytter gildebevægelsen mærkatet ejer ud med lejer, efter de solgte ejendommen til et ejendomsselskab under fødevarehandelsvirksomheden BPI, som har haft kontor i ejendommen i en årrække.
Jens Jacob Madsen, CFO hos BPI, fortæller: “Vi har boet til leje i ejendommen i 3-4 år og har været rigtig glade for kontoret og beliggenheden. Derfor var det nærliggende at slå til, da muligheden for at købe ejendommen bød sig. Det er en skøn ejendom med en god beliggenhed i Aalborg, hvor der er mulighed for at vokse, hvis behovet for mere plads opstår senere hen. Ejendommen er unik, og derfor ønsker vi at bevare den og fortsætte i samme stil som hidtil, hvor vi har en rigtig god relation til Sct. Georgs Gilderne i stueplan.”
Gammel kærlighed ruster ikke
Sct. Georgs Gilderne er et fællesskab og en sammenslutning af gamle spejdere. På landsplan er der ca. 3.000 medlemmer, hvoraf de 140 er fordelt på otte gilder i Aalborg. De otte gilder har haft den tidligere herskabsvilla som mødested siden 1953, og derfor er der også opbygget et specielt forhold til Gildeborgen, som ejendommen hedder, fortæller Jørn Anthon Poulsen, formand for Sct. Georgs Gilderne i Aalborg:
“Det er et hus, vi elsker, så det har været en svær beslutning at sælge. Gennem de mange år har vi opbygget et helt specielt forhold til ejendommen. Vi har afholdt tusindvis af arrangementer og nærmest hver dag er der aktivitet i ejendommen, så derfor er vi heller ikke klar til at give helt slip på ejendommen. En betingelse fra medlemmerne ift. at sælge var, at vi skulle kunne leje os ind, så vi er glade for at enderne kunne mødes.”
“Dels sælger vi ejendommen, fordi vi har en gennemsnitsalder på knap 80 år, så stille og roligt begynder vedligeholdelse at blive en for stor mundfuld for os. Samtidig frigiver salget noget kapital, som vi kan bruge på velgørende formål og til at styrke gilderne på sigt, så vi kan blive ved med at søge og dele viden, udvikle vores sociale netværk og understøtte den enkeltes stræben efter at leve som en ansvarsbevidst, hjælpsom og nyttig borger, som er bærende for kulturen i Sct. Georgs Gilderne,” siger Jørn Anthon Poulsen.
Solgt efter udbud
Ejendommen i villakvarteret i Hasseris blev solgt efter at være udbudt. Svend Erik Jensen, kasserer hos Sct. Georgs Gilderne, fortæller: “Vi ville ikke sælge ejendommen for enhver pris og var lidt i tvivl om, hvad ejendommen egentlig var værd. Derfor synes vi, at Stig Theilmann fra EDC Erhverv Poul Erik Bech kom med det bedste forslag ift. at sætte ejendommen i udbud. Vi havde selvfølgelig sat en smertegrænse ift. prisen, og i sidste ende har vi fået et meget tilfredsstillende beløb for vores ejendom gennem mange år. Stor ros til Stig Theilmann for hans arbejde, og vi er glade for at vi kunne disponere over Stigs tid og hans netværk.”
Stig Theilmann, ejendomsmægler & valuar, MRICS, MDE hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, siger: “Det har været en god proces med ejendommen på Rafn Alle 1. Idéen med udbuddet var at opnå den højst opnåelige pris og i sidste ende landede prisen et rigtig fornuftigt sted. Det er en ganske unik kontorejendom i et attraktivt villakvarter i Aalborg med en glorværdig fortid som herskabelig villa, som var et udtryk den daværende ejers position i det daværende aalborgensiske samfundsliv. Jeg er glad for at have hjulpet Sct. Georgs Gilderne med salget og ønsker BPI og deres ejendomsskab tillykke med deres nye ejendom.”
Læs InvestorFokus og bliv opdateret med historier og trends om ejendomsinvesteringsmarkedet