Lokalkendt erhvervsmand og restauratør vil drive velfungerende perle videre

Der gik ikke længe fra de populære restaurationer Hr. Dax og Fru Dax på Rømø var sat til salg, før underskriften var sat. Køber er en lokalkendt erhvervsmand og restauratør, som vil føre de veldrevne forretninger videre. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommene, som blev solgt på lige under to måneder. Det er endnu en lidt skæv og anderledes ’ejendom’, da erhvervsmæglerne for nylig også har solgt en af Europas bedste autocamperpladser Oasen på Rømø samt Den Gamle Avlsgård i Ribe.

Snart går sæsonen hos populære Hr. og Fru Dax på hæld. Når de to populære restaurationer åbner igen i 2024, bliver det med en ny ejer i spidsen. Maria Bøje Degn har siden 2008 opbygget en af de mest velbesøgte restaurationer på Rømø i form af Fru Dax, og i 2020 åbnede Hr. Dax i naboejendommen, som også er en stor succes. Mange spærrede derfor øjnene op, da der kom et ’til salg’-skilt i ruden. Det er den lokale erhvervsmand og restauratør Jesper Ølgaard Nielsen, som satte sin underskrift.

”Jeg troede egentlig, at jeg var færdig med restaurationsbranchen, men så faldt jeg over denne fantastiske ’perle’ på Rømø, som jeg ikke kunne modstå. Maria har opbygget en fantastisk forretning med et fantastisk team, som er med til at få det hele til at spille. Konceptet spiller, og det er et yderst populært sted blandt både de lokale og de mange turister på Rømø. Derfor er der heller ingen grund til at pille ved hverken navn eller koncept. Nu handler det bare om at suge til mig, så jeg er bedst muligt klædt på og klar til at slå dørene op i 2024 og drive det velfungerende sted videre,” siger den kommende ejer.”

Jesper Ølgaard Nielsen startede i restaurationsbranchen for 30 år siden, da han vaskede baner i det lokale bowlingcenter, som han senere blev chef for. Derudover har han været med til at åbne steakhouse Butcher og er også mand bag det store restaurationsprojekt i det tidligere Posthus.

Solgt på under to måneder
Salget af Fru Dax og Hr. Dax på 418 m² og 550 m² skete på lige under to måneder, og det overrasker sælger Maria Degn Clausen, som samtidig glæder sig over det hurtige salg: ”Jeg tror, det er gået noget stærkere, end de fleste turde drømme om. Jeg havde egentlig forestillet mig, at det minimum ville tage en sæson at sælge, men jeg er rigtig glad for, at det er gået så stærkt. Jeg har brugt de sidste 15 år på at opbygge Hr. og Fru Dax, så nu skal jeg i tænkeboks og finde ud af, hvad jeg nu skal. Tak til Claus Langelund og Jacob Aabling fra EDC for en god og ærlig proces.”

Jacob Aabling, erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg har sammen med Claus Langelund formidlet salget af de to ejendomme og melder om stor interesse for de velfungerende forretninger: ”Siden sagen kom på nettet, har vi fået mange forskellige henvendelser. Nogle mere seriøse end andre. Generelt kan det være svært at finde den rigtige køber til en forretning af sådan en størrelse, men med et godt samarbejde mellem sælger og øvrige rådgivere fik vi lavet en rigtig god salg- og marketingstrategi fra start. Det har været en sjov og intens proces, og i sidste ende er vi naturligvis glade for at have solgt Lakolk Butikscenter 6 og 7 så hurtigt.”

Nyt bofællesskab i Ribe
Tidligere i år formidlede EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg også salget af Oasen på Rømø, en af Europas bedste autocamperpladser. Det er ikke kun på Rømø, at EDC Erhverv Poul Erik Bech har godt gang i markedet i øjeblikket. For nyligt har erhvervsmægleren også formidlet salget af Den Gamle Avlsgård på Farupvej 10 i Ribe, som de sidste 15 år har fungeret som et moderne refugium, der har hjulpet folk med at finde deres vej tilbage til livet. Claus Langelund, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller:

”Det er virkelig en interessant tid hos os i øjeblikket med mange sjove og lidt anderledes og ’skæve’ sager på hylderne. Udover salget af en af Europas bedste autocamperpladser, så er en anden af dem Den Gamle Avlsgård i Ribe, som vi satte til salg i sensommeren. Der har været overraskende stor interesse for ejendommen, og allerede en måneds til efter, sad vi med en underskrevet købsaftale. Nogle ønskede at omdanne stedet til bed & breakfast og andre til bolig.”

Han fortsætter: ”I sidste ende var det et par, som vi ikke kendte i forvejen, som kom ind fra højre. De ønsker at etablere et bofællesskab på Den Gamle Avlsgård. Bofællesskabet skal fungere som en form for moderne kollektiv med familier, som har samme værdier som de nye ejere. Der vil være hjemmeskoling, fællesmiddage og generelt vil det give noget helt nyt til Syd-/Vestjylland.”

Jacob F. Aabling

Partner & Ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587414
Mobil: 23616611
E-mail: jaab@edc.dk