NREP og Mariehjemmene bygger bæredygtigt 5.300 m² friplejehjem

Ejendomsinvestorer- og udvikler NREP har investeret i to parceller på en stor grund i Sorø. Her skal de i samarbejde med den erhvervsdrivende Fond Mariehjemmene, der bliver friplejeleverandør, bygge et moderne og funktionsdygtigt friplejehjem med 64 bæredygtige plejeboliger. EDC Erhverv Poul Erik Bech satte fire parceller i udbud i starten af 2021, hvoraf NREP investerede i de to. De to andre parceller afventer en afgørelse fra kommunen om projektets indhold.

Byggeriet på de to parceller ved Smedevej 51A i Sorø forventes igangsat i starten af 2022. Grunden er på 12.500 m², og her skal stå et ca. 5.300 m² stort friplejehjem i to etager med beskyttede udegårdrum. Investeringsdirektør i NREP, Klaus Ahm, siger:

”Da grunden kom i udbud i begyndelsen af 2020, bød vi på de to parceller. De er kommet i hus, og vi kan nu i samarbejde med vores totalentreprenør færdiggøre projekteringen af byggeriet. Det har været og er fortsat en spændende proces, som vi ser frem til at eksekvere i samarbejde med kommunen og vores partnere. Vi har haft en god dialog med Sorø Kommune og Mariehjemmene, der skal drifte friplejehjemmet i mange år i fremtiden, og ikke mindst EDC Poul Erik Bech, der har forestået salget af grunden og løbende har assisteret os med dialogen med kommunen. Det er et spændende projekt med dygtige samarbejdspartnere.” Han fortsætter:

”Vi er glade for at kunne opføre et friplejehjem af høj, bæredygtig kvalitet i Sorø Kommune. Som altid har vi store ambitioner for byggeriet, der stiler mod en DNGB Guldcertificering. Friplejehjemmet skal være en god løsning for lokalsamfundet, og derfor stiller vi store krav til byggeri og den fremtidige drift, der skal præges af innovative og bæredygtige løsninger.”

Flere projekter på tegnebrættet

Friplejehjemmet vil indeholde 64 plejeboliger, og der er indgået en langtløbende lejeaftale med Mariehjemmene. Det lægger grundlaget for et godt og langvarigt samarbejde. Direktør for Mariehjemmene, Malene Størup, siger:

”Vi er utroligt glade for at kunne åbne Magdalene Mariehjemmet i Sorø i samarbejde med NREP og Sorø Kommune, der skal være et hjem for de borgere, der vælger at bo hos os. Det er ekstremt vigtigt for os at danne rammen for høj livskvalitet, og at vi tilbyder den omsorg, tillid og fællesskab, som Mariehjemmene generelt er kendetegnet ved.”

Hun fortsætter: ”Dertil er vi enormt glade for, at NREP har udset os som mulige operatører på fremtidige plejehjemsprojekter, de har på tegnebrættet. NREP har ry for at bygge ejendomme af høj kvalitet, hvorfra vi får de bedste forudsætninger, for at leverer en indsats til de mange borgere, der får et nyt hjem hos os.”

Stor efterspørgsel

EDC Erhverv Poul Erik Bech har udover salget af de to parceller til NREP også solgt de omkringliggende grunde ved Smedevej 51A i Sorø. Sven Lyse, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech siger:

”På landsplan er der stor efterspørgsel på seniorboliger. Derfor er projektet kærkomment, og det er dygtige mennesker, der er involveret, så vi er sikre på, at afviklingen kommer til at fungere upåklageligt. Sorø er en attraktiv kommune med stor tiltrækning af nye borgere og store ambitioner i kommunalt regi, så det er en rigtig god placering for friplejehjemmet. Udover de to parceller, som er solgt til NREP, har vi også solgt de omkringliggende grunde i det offentlige udbud. Her venter dog en afgørelse for projektets indhold.”

Sven Lyse

Partner, direktør, MDE
Telefon: 58587698
Mobil: 53605181
E-mail: sly@edc.dk