PFA og OK-Fonden bygger ”Boliger for livet”

Pensionsselskabet PFA og OK-Fonden opfører et spændende lejeboligprojekt på en grund på i alt 27.000 m² byggeret i et attraktivt område på Ndr. Ringgade 18 i Slagelse. Her kommer friplejehjem, seniorboliger, seniorbofællesskab, mens familie- og ungdomsboliger opføres sideløbende. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af grunden og stået for dialogen med Slagelse Kommune. Samtidigt har EDC Erhverv Poul Erik Bech også formidlet salget af nabogrunden Ndr. Ringgade 20 på 12.250 m2 til Birch Ejendomme, som netop har solgt projektet med 220 boliger videre til Goldman Sachs.

Projektet ved Ndr. Ringgade 18 i Slagelse blev sendt i udbud i foråret, og byggemodningen er sat i gang. På projektgrundens 27.000 m² opføres i alt 75 boliger i friplejehjemmet, 30 boliger i seniorbofællesskabet og 40 seniorboliger. Eva Lunding Olsen, direktør for OK-Fonden, siger:

”Vi glæder os til i samarbejde med PFA at opføre og udleje de mange attraktive boliger. Ved at samle de forskellige boligtyper i en lille bydel skaber vi nye og anderledes muligheder for fælles aktiviteter og samspil. Seniorboligerne og seniorbofællesskabet opføres som såkaldte ”Boliger for Livet”, som er boliger, hvor man har mulighed for at blive hele livet, også hvis man en dag får brug for personlig hjælp og pleje.”

1 af 10 fremtidige projekter

PFA og OK-Fonden vil opføre 9 tilsvarende projekter i en række kommuner. Det specifikke byggeprojekt ved Slagelse Bypark tilbyder attraktive boliger, borgere kan bo i hele livet. Peter Morgan, Senior Investment Manager i PFA, siger:

”Der er behov for flere pleje- og seniorboliger mange steder i Danmark. Hos PFA ønsker vi at skabe gode rammer for det gode seniorliv. Bl.a. ved at udvikle nye og attraktive boligformer. Derfor er vi også rigtig glade for, at Slagelse er første lokation i vores ønske om at opføre friplejehjem og seniorboliger i op til 10 danske kommuner sammen med OK-Fonden. Vi oplever stor interesse for vores seniorprojekter, og vi er glade for, at projektet nu for alvor er skudt i gang og forventer, at de første beboere kan flytte ind i Q2 2024.”

Skarpt afkast og superbeliggenhed

Projektet har en attraktiv placering i Slagelse Midtby. Det er derfor et tillokkende område under gennemgribende forandring. Sven Lyse, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech siger:

”Det er et superspændende projekt i et enormt attraktivt område, og vi ser generelt på landsplan, at der er stor efterspørgsel på seniorboliger. Vi har haft en rigtig god dialog med Slagelse Kommune om at få alle detaljerne på plads. Vi har også solgt nabogrunden Ndr. Ringgade 20 til Birch Ejendomme, som netop har solgt projektet med 220 boliger videre til Goldman Sachs. Boligerne skal efter planen stå færdigopført i 2023. Det vidner om, at der sker rigtig mange spændende ting i Slagelse og omegn.”

”Vi har også netop formidlet salget af en større erhvervsgrund på godt 10 ha i Slagelse til MK Ejendomme. Vi har formidlet salget af grunden og står nu også for at udleje og/eller sælge de op til 8 store erhvervsparceller, så der sker rigtig mange nye, spændende ting i Slagelse.”

Sven Lyse

Partner, direktør, MDE
Telefon: 58587698
Mobil: 53605181
E-mail: sly@edc.dk