Stor undersøgelse: Investorerne har øget appetit på mursten

Investeringslysten på erhvervsejendomme ser ud til at slå alle hidtidige rekorder i 2021, da ejendomme udgør et attraktivt alternativ til lave obligationsrenter, negative bankrenter og et svingende aktiemarked. Historisk giver ejendomme et stabilt og fornuftigt afkast, hvilket rekordmange har været tiltrukket af i 2021, og det høje niveau ser ud til at fortsætte i 2022. EDC Erhverv Poul Erik Bech har gennemført en stor, årlig markedsundersøgelse blandt danske investorer, lejere og virksomheder med mere end 1.700 besvarelser. Analysen viser, at trangen til at investere i fast ejendom er højere end de seneste fire år, mens flere og flere virksomheder i ejendomsbranchen fokuserer på bæredygtighed.

EDC Poul Erik Bech har netop offentliggjort en undersøgelse om forventningerne til erhvervsejendomsmarkedet i 2022, som 1.700 virksomheder og investorer har besvaret om fremtiden. Poul Erik Bech fortalte på et netop afholdt seminar i Charlottenborg Kunsthal med 150 interessenter i ejendomsbranchen om fremtiden på ejendomsmarkedet.

For syvende år i træk har Danmarks største mæglervirksomhed, EDC Erhverv Poul Erik Bech, gennemført en forventningsundersøgelse og denne gang med 1.718 besvarelser – hele 500 ekstra svar i forhold til foregående år. Svarene kommer fra alle typer og størrelser af virksomheder og investorer, og med svar fra alle dele af landet. Joseph Alberti, Head of Research I EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger:

”Ejendomme udgør et attraktivt alternativ til negative renter i bankerne, lave rente på obligationer og det til dels svingende aktiemarked. Historisk giver ejendomme et stabilt og fornuftigt afkast, og det er rekordmange tiltrukket af. Her sidst på året kan vi se, at der skal gå meget galt, hvis ikke det samlede transaktionsniveau på erhvervsejendomme bliver rekordhøjt, hvilket vil sige, at det bliver højere end rekordåret 2017, hvor der herhjemme blev købt ejendomme for 92 mia. kr.”

”Danmark og Norden fortsætter i høj grad med at være en sikker havn og et attraktivt sted for ejendomsinvesteringer. Med lave renter, et stærkt kapitalmarked og god adgang til finansiering, så vil der fortsat være stor interesse for ejendomsinvesteringer både herhjemme og i Norden, hvilket også er det billede vores forventningsanalyse viser,” siger Joseph Alberti.

Han hæfter sig ved, at den store interesse for at investere i ejendomme er vokset yderligere. De foregående fire år har 73-77% tilkendegivet at ville investere enten mere i fast ejendom eller det samme som tidligere, men nu er andelen vokset til 80%. Tilsvarende vil kun 20% – mod før 23-27% – bruge færre penge på mursten.

Boliginvesteringer i fortsat høj kurs

EDC Erhvervs analyse viser, at boliginvesteringer fortsat er i høj kurs. ”Hele 82% med investeringsplaner vil gerne købe boligudlejningsejendomme, som er den suverænt mest eftertragtende ejendomstype. Men også de tre næste placeringer i analysen handler om boliger, nemlig blandede bolig og erhverv, byggegrunde til boliger og erhvervsejendomme, som kan omdannes til boliger. Det skyldes, at boliger har meget lav tomgang, og at udlejer ikke skal tage højde for særlig indretning til konkrete lejere, som det gælder for andre typer ejendomssegmenter.”

Bæredygtighed batter

Ligesom sidste år rummer forventningsanalysen et afsnit om bæredygtighed, og svarene viser ifølge Head of Research Joseph Alberti i EDC Erhverv, at det endnu ikke er alfa og omega for en del virksomheder.

”Det er primært de helt store investorer og virksomheder i hovedstaden, der leder vejen for bæredygtige byggerier og miljøoptimeringer. Over halvdelen af virksomheder med over 500 ansatte har allerede miljøoptimeret deres ejendomme. Hele 81% af virksomhederne med over 500 ansatte har bæredygtighed i strategien, mens det er 40% for de små investorer.”

”Det er samtidigt værd at have fremtidens lovgivning for øje, og 8 ud af 10 forventer da også, at bæredygtighed kommer på skemaet på Christiansborg, når det gælder lovgivning af ejendomsskatter og andre ejendomsrelaterede afgifter. Så der er ingen tvivl om, at bæredygtighed bliver vigtigere for flere brancher og tallene har bare fra sidste år rykket sig en hel del – Ikke bare af ideologiske, men også økonomiske grunde,” siger Joseph Alberti.

Solskin på lagerlokaler

Solen skinner i dén grad på lokaler til lager, logistik og produktion, hvor 22% ifølge analysen vil investere i segmentet. Thor Heltborg, direktør for Koncernkunder, EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger:

”2021 har været et ekstremt stærkt år målt på omsætningen af ejendomme og ikke mindst på efterspørgslen, bl.a. fordi Danmark har fået flere specialiserede udenlandske investorer. Skandinavisk Transportcenter ved Køge satte i starten af året ca. 700.000 m² grundareal til salg, og inden udgangen af 1. kvartal kunne de melde udsolgt, hvilket siger noget om efterspørgslen i markedet.”

Tre ud af ti forventer på segmentet stabile priser og næsten seks ud af ti forventer stigende priser på ejendomme, mens 92% venter enten stabile eller stigende lejepriser, og næsten lige så mange forventer en stabil eller ligefrem faldende tomgang. Vel at mærke selv om tomgangen ifølge Ejendomstorvet.dk er på det laveste siden 2007.

”Det er næsten svært at forestille sig lavere tomgang, fordi de ledige kvadratmeter efterhånden kun er udtryk for, at virksomheder flytter rundt. Stort set alle lokaler går som varmt brød, også arealer i lidt ældre lager-, logistik- og produktionsejendomme bliver lejet ud igen.”

Alt i alt viser EDC Erhvervs store forventningsundersøgelse 2022, at investorerne fortsætter med at have en øget appetit på mursten.

Joseph Alberti

Head of Research
Telefon: 58587467
Mobil: 51150140
E-mail: joal@edc.dk

Thor Heltborg

Direktør, Koncernkunder
Telefon: 58588766
Mobil: 24214786
E-mail: the@edc.dk