Investeringscase i satellitby til Aalborg: Andelsboligforening sælger boligkompleks med 12 rækkehuse for 19,5 mio. kr.

En andelsboligforeningsejendom med seks dobbelthuse i en mindre satellitby til Aalborg er netop blevet solgt til boligudlejningsvirksomheden OO Group ApS. Foreningen på Sneumvej 7-29 i Vadum havde et lån med en fastsat rente på 5,7% og valgte derfor at sælge. Alle de nu forhenværende andelshavere forbliver lejere i ejendommen. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har formidlet salget af investeringsejendommen for 19,5 mio. kr.

En andelsforening i Vadum har solgt sin ejendom med 12 rækkehuse på 106 m2 og et grundareal på 7.754 m2. Tidligere formand for andelsforeningen Ole Tonsberg fortæller:

“Vores forening havde et lån med en fastsat rente på 5,7%, og det gav naturligvis en høj husleje og boliger, der var svære at komme af med. Derfor blev vi enige om, at den bedste løsning var at sælge og overgå fra andelshavere til lejere. Vores bank indvilligede og afskrev en del af gælden, og vi andelshavere afskrev vores egenkapital i foreningen.”

“Den første køber blev den endelige, så hele salgsforløbet gennem EDC Erhverv var gnidningsfrit. Vi er glade for vilkårene i aftalen, som bl.a. inkluderer, at vi kan blive boende til samme husleje. Det betyder meget for os beboere, da vi nu har lavere udgifter til boligen, eftersom de fleste er berettiget til boligsikring, og vedligeholdelsen er overgået til udlejeren. Så alt i alt har vi sluppet for vores bekymringer om lånet, fået gode vilkår og beholdt vores fællesskab, da alle andelshavere har valgt at blive boende.

Nyopført boligkompleks i oplandsby

Boligudlejningsvirksomheden OO Group ApS har købt det nyere og yderst velholdte byggeri i Vadum. Direktør Anders Overgaard siger:

“Vi har i de senere år fokuseret på at istandsætte ældre boligudlejningsejendomme, og i dag udlejer vi en række boliger i bl.a. Aarhus og Aalborg. Disse boliger i Vadum, som dels er nyere og i særdeles god stand, passer rigtig godt ind i vores portefølje, og det var Michael Stilling fra EDC Erhverv god til at se. Han ringede mig op og fortalte om ejendommen og den demografiske udvikling i Vadum, og kort efter var vi ude på en fremvisning. Michael havde ramt plet med både timingen og ejendommen, så det blev en hurtig handel, som jeg er rigtig glad for.”

Michael Stilling, EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: “Det var en spændende investeringscase, som jeg tænkte kunne være noget for Anders Overgaard, så jeg gav ham et kald, og allerede dagen efter var parterne enige om vilkårene. Ejendommen, der er bygget i 2009, består af seks dobbelthuse i ét plan, og der er egen carport, skur og have til hver af de 12 rækkehuse. Byggeriet har en god placering på en blind vej med minimal trafik, og der er bus og indkøb inden for ca. 650 meter.”

“Vadum er en lille oplandsby til Aalborg med ca. 2.000 indbyggere og skole, idrætshal, svømmehal og tennisbaner. Byen gennemgår en stor demografisk vækst, og Aalborg Kommune har planer om at styrke byen de kommende år ved at udvikle Ellehammersvej, der er byens centrale indkøbsgade, og skabe nye bynære rekreative områder langs Gammelå og med en grøn bykant mod sydvest. Vadum er en skøn lille landsby, som flere og flere er ved at få øjnene op for.”

Michael Stilling

MRICS Registered Valuer, Partner, ejendomsmægler & DiplomValuar, MDE
Telefon: 58587151
Mobil: 23292646
E-mail: stilling@edc.dk