En af Europas bedste autocamperpladser solgt på Rømø

Autocamperpladsen Oasen på Rømø med plads til 218 autocampere er solgt. Der har været en overvældende interesse for den populære autocamperplads, og i sidste ende er det to lokale investorer, der overtager autocamperpladsen på Rømø. EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg har formidlet salget af autocamperpladsen, som var udbudt til 34 mio. kr. og har fået topkarakterer i flere internationale medier.

Siden 2014 har Hanne og Carl Christian Hansen drevet autocamperpladsen Oasen på Rømø, Danmarks sydligste Nordsø-ø i et skønt og roligt naturområde med gode sandstrande. De har udviklet stedet til at være en af Europas bedste autocamperpladser. Nu er den æra slut og ægteparret skal i stedet nyde deres otium, fortæller Carl Christian Hansen:

”Vi har haft nogle rigtig gode år på Rømø, hvor vi startede med at have plads til 28 autocampere, og nu står vi knap 10 år senere og har plads til 218 autocampere, så det har været en god tid. Vi er ved at være oppe i årene og alting har en ende, så vi har besluttet os at stoppe mens legen er god. Nu bliver der mere tid til børn, børnebørn og til at nyde tilstedeværelsen efter at have arbejdet i mange år. Vi har bygget et nyt hus på Genner Strand, som vi vil flytte ind i. Vi får noget mere fritid, end vi er vant til, så måske vi selv vil køre rundt i en autocamper og campere. I hvert fald får vi mere tid til at gøre, hvad vi har lyst til, når vi vil.”

Oasen er blevet fremhævet af flere tyske autocampermedier, heriblandt Promobil og TopPlatz, for at være blandt Europas bedste autocamperpladser. Derfor er autocamperpladsen særdeles kendt i Tyskland, men folk fra Holland, Sverige og Norge har også fået øjnene op for den danske autocamperplads, så der er mange internationale gæster, som årligt valfarter til den danske ferieø.

Hjælper de nye ejere i gang
Inden Hanne og Carl Christian Hansen kan nyde tilstedeværelsen i deres nybyggede hus, skal de hjælpe de nye ejere i gang og dele ud af deres erfaringer. Carl Christian Hansen fortæller: ”Indtil den 1. august 2023 vil vi hjælpe de nye ejere i gang, så vi sikrer, at de kommer godt fra start. Vi har brugt utallige timer på Oasen de sidste mange år, så det er blevet vores hjertebarn. Derfor vil vi selvfølgelig også gerne sikre, at de nye ejere får den bedst mulige start, og at vores hjertebarn lever videre i bedste velgående.”

”I sidste ende er vi også glade for, at det er nogle lokale investorer, der overtager Oasen fremfor nogle udenlandske. Det har selvfølgelig været sjovt med den udenlandske interesse, men det føles mere rigtigt at kunne hjælpe lokale investorer videre. De kender allerede Rømø og området, så vi kan nøjes med at fokusere på det der betyder noget, nemlig selve autocamperpladsen,” siger den nu tidligere ejer.

Interesse fra nær og fjern
EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg har formidlet salget af autocamperpladsen og melder om stor interesse fra nær og fjern, fortæller Claus Langelund, afdelingschef og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg:

”Det er en lidt speciel sag den her. Det er ikke hver dag, at vi får til opgave at sælge en autocamperplads. Alligevel har der været en fornuftig interesse for autocamperpladsen, faktisk overraskende stor interesse efter vi satte den til salg i efteråret 2022. Vi har fået henvendelser fra nær og fjern, og der har bl.a. været flere tyske investorer, som har vist interesse. I sidste ende er vi, og særligt sælgerne, dog glade for at autocamperpladsen er solgt til lokale investorer. Vi er glade for at hjælpe Hanne og Carl Christian videre og ønsker dem stort tillykke med salget og god fornøjelse med deres otium.”

Jacob Aabling, erhvervsmægler MDE hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg, supplerer: ”Det har været en rigtig god proces fra start til slut. Det er altid spændende at sælge noget, som man ikke ser på markedet hver dag. Det har været en sjov udfordring, som vi heldigvis har fået løst til glæde for både køber og sælger.”

Hvis du er yderligere interesseret på det danske erhvervsejendomsmarked eller på investormarkedet specifikt, så læs vores nye Investor Fokus her.

Jacob F. Aabling

Partner & Ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587414
Mobil: 23616611
E-mail: jaab@edc.dk