En ny æra på Tranevej 3 i Nykøbing Mors er undervejs. Jespersen Hotels åbnede Hotel Hedemarken i december 2020, som deres første hotel og har nu købt ejendommen og ønsker at forvandle det tidligere bosted til et hotel i stil med deres hotel i Grindsted. Kenneth Thomsen, hotelchef på Hotel Hedemarken og det kommende Hotel Traneparken i Nykøbing Mors, fortæller:
”Det er en fantastisk ejendom på 2.535 m² indrettet med 36 værelser med eget badeværelse, som opfylder alle vores ønsker til et hotel. Vi ønsker at udvide vores hotelportefølje og faldt over denne ejendom. Selve ejendommen vægtede højt, da vi ikke har det store kendskab til Nykøbing Mors og omegn, men det skal vi have nu, og det var en mulighed, vi ikke ville lade gå til spilde. Nu er vi i gang med en mindre renovering af ejendommen, og så satser vi på at kunne åbne for overnattende gæster inden for et par måneder.”
Navnet Traneparken stammer fra den tidligere ejer, som købte ejendommen i 2018. Siden har navnet hængt ved, og det bliver det også ved med, fortæller Kenneth Thomsen: ”Med et begrænset kendskab til Nykøbing Mors og øen, handler det om at være synlige i lokalområdet. Efter en rundspørge i byen, har vi valgt at beholde navnet Traneparken for at bevare det lokale kendskab. Vi vil rigtig gerne involvere os i lokalsamfundet og bidrage til, at der kommer flere besøgende til Mors. Det skal være et sted, som de lokale anbefaler til folk, der mangler overnatning på Mors. Det kan være håndværkere og erhvervsfolk, som skal arbejde i området eller om sommeren, turister, som vil opleve naturskønne Mors.”
Brugt til lidt af hvert
Sælger er erhvervsmanden Mads Henrik Lund, som i lokale folkemunde er kendt som direktør hos Mors-Thy Industrilager. Han beretter om en omskiftelig hverdag, efter han købte den tidligere institution i marts 2018:
”Jeg har sat de 36 værelser i stand, og nogle værelser har også været lejet ud, bl.a. til gymnasieelever fra det lokale gymnasie. Håndboldakademiet HF Mors har også haft lejet en fløj i ejendommen. Det sydkoreanske håndboldlandshold har også boet her i ni døgn, og det gav meget godt. Under Corona var der også noget af ejendommen, som blev brugt som testcenter, så ejendommen har været brugt til lidt af hvert.”
”Jeg må bare erkende, at jeg også gerne vil dyrke mine andre interesser, og at det kræver voldsom meget tid og overskud, at drive et overnatningssted. Derfor er jeg også utroligt glad for, at Jespersen Hotels har købt ejendommen og ønsker at videreføre stedet. Jeg ønsker dem alt det bedste og glæder mig til at følge med fra sidelinjen. Samarbejdet med EDC Erhverv har i øvrigt været rigtig fint.”
Hotelbranchen er i fremgang
Ifølge Danmarks Statistik var der 16,5 mio. overnatninger i Danmark i første halvår af 2023, hvilket er 1,1 mio. mere end samme periode i 2022 og højeste antal nogensinde. Hotellerne stod for over halvdelen af overnatningerne. En øget hotelinteresse har Jeppe Leth, erhvervsmægler, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, som har formidlet salget af det tidligere bosted på Nykøbing Mors, også kunnet mærke:
”Tidligere på året solgte mine kollegaer i Nordsjælland det store Hornbæk Hospital, som skal forvandles til et luksushotel, og de har efterfølgende fået to større hoteller til salg. Det har virkelig sat os på landkortet som hotelmæglere. Selvom det her ikke er i samme størrelse, så kan vi nu også glæde os over at have solgt et hotel på Mors. Det bekræfter vores status som landsdækkende erhvervsmægler. Den øgede interesse for hoteller har resulteret i, at vi har oprettet en dedikeret hotelgruppe, som skal sikre endnu mere struktur ift. rådgivning, vurdering og salg af hoteller.”
”Jeg er glad for at have hjulpet Mads Henrik Lund med salget, selvom processen trak lidt ud. I sidste ende kom Jespersen Hotels på banen, og derfra gik det rimelig glidningsfrit. Jeg ønsker sælger og køber tillykke med handlen og glæder mig til at komme på besøg på et senere tidspunkt og opleve Hotel Traneparken i fuld drift,” siger Jeppe Leth.