På Granskoven 8-10 ved Vestskoven i Glostrup fornyer og forgrønner ATP Ejendomme nu kontorbygningerne, hvor Sweco/Carl Bro har haft til huse. Et splinternyt kvalitetsboligprojekt med en vision om at skabe et grønt familie- og børnevenligt miljø med fokus på natur og socialt samvær. Simone Dahl, Asset Manager i ATP Ejendomme, siger:
“Vi begyndte projektet for nogle år siden, hvor området var præget af Carl Bros ældre kontorbygninger og en stor parkeringsplads. Med den naturskønne beliggenhed mener vi, at området egner sig rigtig godt til boligområde. Derfor udvikler vi lige nu Carl Bro Haven ud til Hvissinge Torv med nye boliger i fire karréer, der omkranses af to gårdrum med god plads til træer, buske, leg og fællesaktiviteter for beboerne – herunder findes tagterrasser, fælleshus og orangeri. Det hele kommer til at stå indflytningsklar i sommeren 2024.”
Hun fortsætter: “I ATP Ejendomme har vi stort fokus på bæredygtige principper og materialer, hvilket også er kernen i Carl Bro Haven. Projektet bliver bygget med kvalitetsmaterialer, der sikrer et godt indeklima og lang holdbarhed. Vi har bl.a. valgt træ- og aluminiumsvinduer, der er lette at vedligeholde, og som kan holde langt ud i fremtiden, og der er også valgt trægulve med et tykt slidlag. Vi har desuden fokus på genanvendelse, så ved alle udendørsarealer har vi bl.a. genanvendt mange materialer fra Carl Bros kontorbygning. Carl Bro var en ingeniør-pionér, og det har været oplagt og helt naturligt at opkalde det nye boligprojekt efter ham.”
Omgivelser ud over det sædvanlige
Byggeriet er præcertificeret med DGNB-Guld, og udlejningen af lejlighederne begynder i foråret 2024, hvor EDC Projekt Poul Erik Bech er valgt til at varetage udlejningen. Til de knap 200 lejligheder findes også gode parkeringsmuligheder i både kælder og terræn. Lars Bo Christensen, kundechef i EDC Projekt Poul Erik Bech/STAD Projekt, siger:
“Vi er meget glade for at have fået opgaven med at udleje de knap 200 lejligheder i Carl Bro Haven i Glostrup for ATP Ejendomme. Det er et unikt boligbyggeri, hvor bæredygtighed, kvalitet og natur er i højsædet. Samtidigt går de kommende beboere ikke ned på beliggenheden, da projektet ligger 250 meter fra Vestskoven, som er Danmarks største, nye skov, mens indkøbsmuligheder, Hvissingehallen og andre sportsaktiviteter, børnehave og skole er i gåafstand.”
“Området er også tæt på motorvej og er forbundet til en ny Supercykelsti, som kobler stierne til et større net og Rådhuspladsen i København er blot 11 km væk. Carl Bro Haven er enormt attraktivt for dem, der ønsker at bo tæt på natur og by i lejligheder af høj kvalitet og med sublime faciliteter tæt på. Vi ser frem til et succesfuldt udlejningsforløb og at byde interesserede velkommen i Carl Bro Haven til foråret, og interesserede kan allerede nu skrive sig op på hjemmesiden.”
Læs mere på www.carlbrohaven.dk