Kohsel er global leverandør af skræddersyede induktive komponenter såsom transformere-, spoler- og filterløsninger. Virksomheden har eksisteret siden 1969 og siden 1971 har Kohsel haft til huse på Sønderskovvej 1 i Hørning. Nu rykker virksomheden videre til Danmarksvej 26, hvor de har lejet et 500 m² stort kontor i et sublimt kontorhotel. Jan Ellegaard, direktør hos Kohsel, fortæller:
“Vores produktion er løntung, så efterhånden som årene er gået, er al vores produktion flyttet til Letland og Thailand, hvor vi beskæftiger 500-600 medarbejdere. Dermed stod vi tilbage med to muligheder; at bygge vores gamle domicil på Sønderskovvej om til rent kontor eller finde et nyt kontor. Vi gik med det sidste og faldt over kontorhotellet på Danmarksvej 26 i Skanderborg, fordi det lever op til vores kriterier. Dels er det en fornuftig geografisk placering af hensyn til vores medarbejdere, og dels er der attraktive rammer med kantine, fitness, omklædning og bemandet reception.”
Han fortsætter: “Vores betingelse var, at vi skulle af med vores egen ejendom inden vi kunne rykke videre, og her var Dan Honoré fra EDC meget proaktiv og fik sat gang i et salg af vores domicil til Admincom. Dermed kan man sige, at det er et ‘match made in Heaven’.”
Win-win for Admincom
Udlejer af kontoret og køber af domicil-ejendommen i Hørning er Admincom, som er et privat ejendomsselskab, og siden 2002 har udlejet bolig- og erhvervslejemål, primært i Skanderborg. Mette Michelsen, direktør hos Admincom, siger:
“Først og fremmest er vi glade for at få Kohsel ind som lejer i kontorhotellet i Skanderborg. Kohsel bliver en del af en bredere sammensætning af 11 virksomheder i alt på tværs af forskellige brancher med alt fra beauty-virksomhed til konsulenthus, hvilket skaber en god dynamik i huset. Der er gode muligheder for at skabe gode relationer på tværs af de forskellige virksomheder, bl.a. ved kaffemaskinen i kantinen.”
“Vi har købt Sønderskovvej med udlejning for øje. Vi har i forvejen én ejendom med kombineret lager og kontor, men vi har haft forespørgsler på flere, så vi håber, at vi kan få udlejet domicil-ejendommen i Hørnings rolige erhvervskvarter,” siger Mette K. Michelsen.
Perfekt mæglersag
EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus har formidlet de to aftaler, og står også for udlejningen af domicil-ejendommen på Sønderskovvej 1 i Hørning. Dan Honoré, Erhvervsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, siger:
“Det er noget nær den perfekte mæglersag. Vi slår to fluer med et smæk med både leje og salg, og mangler nu bare at sætte kronen på værket og finde en ny lejer til domicil-ejendommen. Kohsel viste interesse for Danmarksvej 26, men havde en betingelse om først at skulle sælge deres egen ejendom. Det løste vi, og dermed gik det hele op i en højere enhed. Tillykke til begge parter.”
EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus formidlede også lejekontrakten af et 500 m² stort lejemål i selvsamme kontorhotel i sommeren 2022, hvor Minksekretariatet 2. instans flyttede ind.
Engageret mæglerarbejde
“Det har været super godt at arbejde sammen med Dan Honoré fra EDC Poul Erik Bech. Han kendte vores betingelse ift. at vi skulle sælge vores egen domicil før vi kunne flytte, og det klarede han virkelig godt. Han var rigtig god til at holde bolden rullende, og god til at engagere sig og følge op løbende,” siger direktør hos Kohsel, Jan Ellegaard.
Mette K. Michelsen, direktør hos Admincom, supplerer: “Det har været en fornøjelse at have Dan Honoré med i processen. Han har vist stort engagement og været meget informativ, og så har det virkelig fungeret godt, at vi har haft én kontaktperson gennem hele processen. Det har gjort, at vi trygt har kunne overlade det til Dan. Alt i alt en meget smertefri proces, selvom der var flere ender der skulle mødes. Stor ros herfra.”