EDC Erhverv Poul Erik Bech vandt i marts 2024 et stort udbud om ejendomsmæglerydelser til håndtering af aktiver overtaget fra minkfølgeerhverv for Finansiel Stabilitet. Erhvervsmægleren skal således formidle salg af ejendommen, som staten overtager fra minkfølgeerhverv. En opgave som vil foregå over de kommende 2-3 år. Chef for Task Force, Finansiel Stabilitet, Jesper Bruun Eriksen, siger:
”I Finansiel Stabilitet skal vi skabe rammerne for en åben og transparent salgsproces af Kopenhagen Furs domicil i Glostrup. Vi skal sikre, at alle aktiviteter afvikles økonomisk forsvarligt med fokus på et passende tempo og sparsommelighed i processen. Nu er den første og klart største ejendom udbudt til salg og flere vil følge. Vi forventer et travlt 2025.”
Stort domicil med god beliggenhed
Peter Westphall, Salgschef i Finansiel Stabilitet, siger: ”I ejendomsbranchen handler det ofte om beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det må man i den grad sige, at ejendommen lever op til, med en så stor lager-, produktion- og industriejendom i Storkøbenhavn. Det er bygninger af høj stand og kvalitet.”
”Både Finansiel Stabilitet og EDC Erhverv Poul Erik Bech har allerede fået en række henvendelser fra interesserede købere, der har spurgt ind til ejendomme. Så selv om det er et stort ejendomsprojekt med hele 93.919 m² og en pris på 630 mio. kr., så er vi fortrøstningsfulde i forhold til at finde en køber, der kan se en god investeringscase.”
Udover at sælge Kopenhagen Furs ejendomme, med hjælp fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, skal Finansiel Stabilitet også i løbet af næste år stå for at sælge Kopenhagen Furs driftsmidler med bl.a. designmøbler, kunst og en hel del færdigdesignede minkpelse mv.
Moderne lager-, produktions- og administrationsbygninger
Langagervej 60-72 & Essedal 6A-D i Glostrup omfatter en række moderne lager-, produktions- og administrationsbygninger i Glostrup. Thor Heltborg, direktør, koncernkunder, EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger:
”Vi har vidst et stykke tid, at vi skal formidle salget af Kopenhagen Furs flotte domicil, så vi har glædet os til at starte det superspændende arbejde med at sælge den attraktive investeringsejendom. Bygningerne er yderst attraktive bl.a. pga. en særdeles god beliggenhed tæt på København, rummelige lagerfaciliteter og fleksible administrationsområder, som alle fremstår i høj kvalitet. Der er et hav af spændende muligheder, og det er tæt på motorvejen, som gør det yderst velegnet til last-mile logistik.”
”Lager-, logistik- og produktionsejendomme er det mest oplagte, men det kan også blive et domicil for en eller flere store virksomheder, men vi forventer, det er industridelen, som vejer tungest. Der er stor mangel på lager-, logistik- og produktionsejendomme i Storkøbenhavn, så en investor kan opnå yderst fornuftige lejerpriser. Markedslejen for industri- og logistikejendomme har oplevet massiv vækst i Københavns Omegn i løbet af det seneste årti. Samtidigt tyder udviklingen på, at der er en fortsat umættet efterspørgsel. Det skyldes, at udviklingen og udbuddet af logistik- og industriejendomme de senere år er faldet væsentligt i Storkøbenhavn – primært da der bygges boliger i stedet.”
Mange anvendelsesmuligheder
Kenneth Jakobsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech København, supplerer: ”Det er velvedligeholdte ejendomme, som byder på betydelig fleksibilitet og et stort udviklingspotentiale for en fremtidig investor og brugere. De varierede loftshøjder i lager- og produktionsbygningerne, kombineret med moderne og tilpasningsdygtige administrationsområder, skaber optimale rammer for yderligere værditilvækst og anvendelsesmuligheder.”
”Derudover er der også en markant auktionshal og udstillingsområder med plads til store forsamlinger. Der er også et kreativt designstudie, der blev etableret for at udvikle innovativ pelsmode- og design. De store lager- og produktionsarealer er udstyret med avancerede teknologiske løsninger og logistiksystemer for at understøtte en skærpet kvalitetskontrol, som Kopenhagen Furs minkskind var kendt for som verdens største pelsauktionshus, der satte Danmark på verdenskortet som en førende pelsproducent. Så det er moderne ejendomme i høj kvalitet.”
Læs mere om Kopenhagen Furs lager-, produktions- og administrationsbygninger.
EDC Erhverv Poul Erik Bech har som landsdækkende ejendomsmægler også en anden mindre ejendom til salg for Finansiel Stabilitet, som tidligere er ejet af Kopenhagen Fur. Det drejer sig om Herningvej 110-112 udenfor Holstebro.