Investorerne kan se frem til endnu et lukrativt år, hvor bl.a. lager-, logistik og industrilokaler fortsat er attraktive. Forventningsanalysen viser bl.a. at flere forventer stabil eller faldende tomgang, mens der fortsat forventes høje afkast på lager- og logistikejendomme. Det er syvende år i træk, at Danmarks største mæglervirksomhed, EDC Erhverv Poul Erik Bech, har gennemført en forventningsundersøgelse og denne gang med 1.718 besvarelser – hele 500 ekstra svar i forhold til foregående år. Joseph Alberti, Head of Research I EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger:
”Ejendomme udgør et attraktivt alternativ til negative renter i bankerne, lave rente på obligationer og det til dels svingende aktiemarked. Historisk giver ejendomme et stabilt og fornuftigt afkast, og det er rekordmange tiltrukket af. Her sidst på året kan vi se, at der skal gå meget galt, hvis ikke det samlede transaktionsniveau på erhvervsejendomme bliver rekordhøjt, hvilket vil sige, at det bliver højere end rekordåret 2017, hvor der herhjemme blev købt ejendomme for 92 mia. kr.”
”Danmark og Norden fortsætter i høj grad med at være en sikker havn og et attraktivt sted for ejendomsinvesteringer. Med lave renter, et stærkt kapitalmarked og god adgang til finansiering, så vil der fortsat være stor interesse for ejendomsinvesteringer både herhjemme og i Norden, hvilket også er det billede vores forventningsanalyse viser,” siger Joseph Alberti.
Han hæfter sig ved, at den store interesse for at investere i ejendomme er vokset yderligere. De foregående fire år har 73-77% tilkendegivet at ville investere enten mere i fast ejendom eller det samme som tidligere, men nu er andelen vokset til 80%. Tilsvarende vil kun 20% – mod før 23-27% – bruge færre penge på mursten.
Solen skinner i dén grad på lokaler til lager, logistik og produktion, der er det næstmest populære segment i dette års undersøgelse.
”2021 har været et ekstremt stærkt år målt på omsætningen af ejendomme og ikke mindst på efterspørgslen, bl.a. fordi Danmark har fået flere specialiserede udenlandske investorer. Skandinavisk Transportcenter ved Køge satte i starten af året ca. 700.000 m² grundareal til salg, og inden udgangen af 1. kvartal kunne de melde udsolgt,” hvilket siger noget om efterspørgslen i markedet siger Thor Heltborg, direktør for Koncernkunder, EDC Erhverv Poul Erik Bech København.
Ifølge vores Forventningsanalyse 2022 vil 22% investere i segmentet, som er det næstmest populære efter boligejendomme, og optimismen bobler: Tre ud af ti forventer stabile priser og næsten seks ud af ti forventer stigende priser på ejendomme, mens 92% venter enten stabile eller stigende lejepriser, og næsten lige så mange forventer en stabil eller ligefrem faldende tomgang. Vel at mærke selv om tomgangen ifølge Ejendomstorvet.dk er på det laveste siden 2007.
”Det er næsten svært at forestille sig lavere tomgang, fordi de ledige kvadratmeter efterhånden kun er udtryk for, at virksomheder flytter rundt. Stort set alle lokaler går som varmt brød, også arealer i lidt ældre ejendomme bliver lejet ud igen.”
Thor Heltborg deler opfattelsen af, at såvel ejendomsværdier som lejeniveauer har pil opad.
”Som nævnt har vi fået flere internationale investorer. Samtidig ser vi en klar tendens til, at erhvervsområder kommer under pres i byudviklingen og gradvis bliver omdannet til boligkvarterer – det sker i Storkøbenhavn, fx langs den kommende letbane, det sker i Aarhus, og det sker i udkanten af større byer.”
Andre faktorer, som gavner investorerne, er opsvinget i dansk økonomi samt øget nethandel, senest med fokus på last mile-transport, altså lager- eller udleveringssteder tættere på centrum, hvor mange forbrugere og kunder bor. Desuden har coronakrisen skabt forsinkelser og forstyrrelser i de normale forsyningslinjer, og det øger behovet for ekstra lagerplads hos en del virksomheder.
Endelig spiller det ind, efter Thor Heltborgs vurdering, at Danmark fortsat har højere afkast på logistikejendomme end fx Sverige og Finland. Her har logistik og transport længe fyldt mere i ejendomsbranchen end herhjemme og har derfor tiltrukket flere og større investorer.
Alt i alt viser EDC Erhvervs store forventningsundersøgelse 2022, at investorerne fortsætter med at have en øget appetit på mursten.