Lokal købmand køber Lyngkroen: Sælger driver kongelig privilegeret kro videre som forpagter

Lyngkroen er netop solgt efter kun at have været til salg i få måneder i det populære sommerhusområde Odsherred. Den historiske kro har en glorværdig fortid, der strækker sig helt tilbage til 1785, hvor stedet var en kongeligt privilegeret kro. Køber er Henrik Købke Søeborg, der har den lokale Spar-købmand på modsatte side af vejen. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af den charmerende kro på knap 900 m². Sælger Lau Gram Brahl fortsætter som forpagter og den daglige drift fortsætter ufortrødent.

Lyngkroen, der er en af landets ældste kroer, nåede kun at være til salg i et par måneder før den lokale Spar-købmand, Henrik Købke Søeborg satte underskriften på en købsaftale. Han er ejer af Spar-butikken på den anden side af Rørvigvej, så da kroen blev sat til salg og rygterne om, at kroen skulle rives ned, spredte sig, var den lokale købmand ikke i tvivl om, at han skulle redde den historiske kro, fortæller han:

“Lyngkroen har en speciel plads i de lokales hjerter, og det har jeg også kunnet mærke i min dagligdag som Spar-købmand på den anden side af Rørvigvej. Mange kunder har spurgt, hvad der skulle ske med kroen, for den har altid ligget der, og det ville føles mærkeligt uden kroen på den anden side af vejen. Derfor undersøgte jeg hurtigt muligheden for at overtage kroen, og jeg er også glad for, at Lau Gram Brahl var klar til at fortsætte driften, så kroen kan fortsætte. Det er i alles interesse, både mig som lokal købmand og de mange lokale, som glædeligt besøger kroen til en bid mad eller afholder selskaber på kroen.”

Henrik Købke Søeborg overtager officielt Lyngkroen den 1. maj 2024, men den eneste ændring er, at Spar-købmanden fremover står som ejer af kroen, og at Lau Gram Brahl fortsætter som forpagter.

Driften fortsætter
Sælger af den historiske kro, Lau Gram Brahl, solgte kroen af helbredsmæssige årsager. Alligevel er han ikke helt klar til at give slip på kroen, hvor han startede med at stå i lære som kok i 1990. Han fortæller:

“Det er ingen hemmelighed, at det var en vemodig beslutning at sælge mit livsværk gennem mange år. Derfor er jeg også utroligt glad for at kunne fortsætte som forpagter og drive kroen videre sammen med min kone Stina Brahl i samme stil som tidligere. Jeg vil gøre mit ypperste for, at alle gæster fortsat skal have en god oplevelse, når de besøger Lyngkroen og alle fremtidige reservationer og bookinger står ved magt, så vi fortsat kan bespise turister og lokale i Odsherred og afholde selskaber i vores selskabslokaler.”

“Efter jeg besluttede mig for at sætte kroen til salg, var der pludselig en masse snak om kroen skulle omdannes til boliger, om der skulle etableres en anden butik, men for at være helt ærlig, så er jeg rigtig glad for, at kroen bliver bevaret, og at jeg fortsat kan stå for den daglige drift. I første omgang har jeg indgået en femårig forpagteraftale, men hvis helbredet er til det, er der mulighed for at tage fem år mere, ligesom der også er mulighed for at fremleje til tredjepart, hvis det bliver nødvendigt,” fortæller Lau Gram Brahl.

Stor interesse for kroer
EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde har formildet salget af kroen med en forhistorie, der går helt tilbage til 1785 og som kan bryste sig af at være en af landets ældste kroer. Derfor vakte det også en del opmærksomhed i medierne, da kroen blev sat til sat i starten af året.

Mikkel Emil Valeur, erhvervsrådgiver, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, melder også om stor interesse for kroen: “Der har været stor interesse for kroen efter vi satte den til salg. Det er altid sjovt at arbejde med en sag, som vækker en masse interesse i lokalsamfundet og medierne, så det har været en interessant og god proces med både køber og sælger, som jo var enige om, at kroens drift skulle fortsætte.”

John Borrisholt, direktør og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, supplerer: “På tværs af vores erhvervsafdelinger i hele landet oplever vi, at der bliver sat en hel del kroer til salg, og vi oplever faktisk også en fin interesse for kroerne. Pga. den store interesse har vi også oprettet en selvstændig forretningsgruppe med fokus på hotel, restauranter og kroer, hvilket sikrer, at vi kan tilbyde en endnu mere struktureret rådgivnings- og salgsproces inden for det specifikke område. Vi er glade for at have hjulpet Lau Gram Brahl i mål med salget med Lyngkroen og glæder os over, at kroen forbliver en del af lokalsamfundet til glæde for de mange lokale og dem, der besøger det populære sommerhusområde.”

Læs mere om EDC Poul Erik Bechs hotelgruppe.

Mikkel Emil Valeur

Erhvervsrådgiver, Cand. merc.
Telefon: 58587873
Mobil: 24942474
E-mail: mev@edc.dk

John Borrisholt

Direktør, partner, Cand.merc.jur. MDE
Telefon: 58587939
Mobil: 23384312
E-mail: jsb@edc.dk