I flere årtier har den karakteristiske ejendom på Søndergade 3 huset forskellige bankfilialer. Det er nu fortid, da en privat køber netop har overtaget ejendommen med nye planer for lokalerne i stueetagen.
”Køber vil til foråret afsløre, hvilke konkrete planer de har for ejendommen. Men selvom der i fremtiden ikke kommer til at være bank fra adressen, vil hæveautomaten stadig blive bevaret,” fortæller Michael Stilling, der er erhvervsmægler og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg og har stået i spidsen for salget.
Det er Nordjyske Bank, der senest har holdt til på adressen, og som lukkede deres filial i maj måned. Dermed er der ikke flere fysiske bankfilialer tilbage i byen.
Arne Ugilt er kreditkonsulent i Nordjyske Bank og har varetaget salget fra bankens side. Han forklarer, at det har været i deres interesse at få ejendommen solgt så hurtigt som muligt.
”Det er aldrig pænt med en stor tom bygning i bymidten, så det har bestemt været i vores interesse at få solgt hurtigst muligt – ikke mindst af hensyn til byen,” siger han.
Michael Stilling fandt også hurtigt køberen, som han vidste var på udkig efter en ejendom af denne type, forklarer han. Arne Ugilt sætter da også ord på at være tilfreds med EDC Erhverv Poul Erik Bechs indsats for at lande en seriøs køber meget hurtigt i processen.
”Michael Stilling kom allerede med den endelige køber på hånden, en måned efter at vi havde sat til salg, hvilket vi har sat stor pris på. Generelt har vi hele vejen igennem haft en rigtig god dialog og kemi med Michael,” siger han.