Knap 200 virksomheder med samlet godt 400 deltagere fra den danske ejendomsbranche er tilmeldt MIPIM, hvor i alt omkring 23.000 ventes at deltage fra flere end 90 lande, hvilket er 15% flere end sidste år, og mere end en fjerdedel af deltagerne er investorer. EDC Erhverv Poul Erik Bech sender hele 18 partnere og erhvervsmæglere afsted, hvilket er tæt på at være rekord. Helle Nielsen Ziersen, Head of International relations, EDC Poul Erik Bech, siger:
”Jeg er selv med for 10. gang på MIPIM i år. Vi har måske én gang tidligere i EDC Poul Erik Bech været flere afsted, men ellers holder vi niveauet fra før Corona. MIPIM betyder meget for os, da vi møder rigtigt mange danske kunder og samarbejdspartnere. Vi møder også mange udenlandske kunder og vores internationale partnere i Jones Lang LaSalle (JLL), der er en af verdens største ejendomsmæglervirksomheder, som vi arbejder tæt sammen med på en lang række sager.”
”På MIPIM har vi først og fremmest mulighed for at være enormt effektive, fordi vi kan nå mange møder på kort tid, og vi er som altid også velforberedte hjemmefra og har arrangeret en lang række møder, men der er altid plads til flere, så vi glæder os til at komme afsted og møde kunder og forretningsforbindelser. Det er nu engang bedst at være ansigt til ansigt, når man skal møde folk første gang, og der er MIPIM en god lejlighed til at få hilst på hinanden.”
Den internationale afdeling i EDC Poul Erik Bech kom vækstede i 2022 med knap 60% i omsætning i forhold til året før, så det internationale område fortsætter med at vækste i EDC.
Mange danskere deltager
Typisk har der været 500-900 danske deltagere på MIPIM, og det tyder på, at det også bliver niveauet i år. For Kent Nielsen, som startede som partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus for to år siden, er det første gang, han deltager på MIPIM. Han siger:
”For mig er det første gang på MIPIM, hvilket jeg naturligvis glæder mig til, da rigtig mange kunder og forretningsforbindelser deltager, og jeg har hørt meget godt om messen. Derfor er jeg naturligvis med for at opleve den populære ejendomsmesse på egen hånd og komme endnu tættere på ejendomsbranchen her i Aarhus. Der er rigtig mange af vores kunder og forretningsforbindelser, der deltager, så vi har allerede rigtig mange aftaler i hus. Men jeg glæder mig selvfølgelig også til at møde en masse nye potentielle kunder og forretningsforbindelser.”