EDC Poul Erik Bech købte for knap tre år siden Hernings ældste ejendomsmæglerfirma, EDC Niels Kofoed og Ib Schiermer. Siden har Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed i høj grad styrket sin position i Herning og omegn. 30-års jubilaren siger:
”De første 27 år var jeg både erhvervs- og boligmægler, hvor jeg ca. brugte halvdelen af min tid på hvert område. Men efter vi i EDC Niels Kofoed og Ib Schiermer blev opkøbt af EDC Poul Erik Bech, har jeg udelukkende været erhvervsmægler. Det har været spændende og et privilegie at arbejde med både bolig og erhverv i min karriere. Men vi har strategisk besluttet, at jeg nu bruger min tid på erhvervsområdet, hvor vi er vækstet betragteligt, og det skyldes ikke mindst, at vi har fået nogle nye unge, dygtige partnere i Terkel Præst Berthelsen og Michael Fænø, der begge kommer med yderst relevant erfaring fra den finansielle branche.”
”Samtidigt drager vi i den grad nytte af at være blevet en del af Danmarks største mæglervirksomhed med 19 erhvervscentre, 79 boligbutikker og mere end 650 medarbejdere. Siden EDC Poul Erik Bech overtog erhvervscenteret og boligbutikken har vi været inde i en rigtig flot udvikling. Det er fantastisk at være en del af, og jeg glæder mig til at fortsætte med at realisere det store potentiale i Herning og omegn for jeg er på ingen måde klar til at gå på pension endnu. Jeg føler stadig, at jeg har lyst, evner og omstillingsparathed til at blive ved. Jeg har sagt til Terkel og Michael, at jeg bliver ved, så længe de kan bruge mig,” siger Poul Lundorff med et smil.
Spændende hver dag
Om arbejdet i mæglervirksomheden siger Poul Lundorff: ”Det er en fantastisk arbejdsplads, og det er spændende at gå på arbejde hver dag. Der sker hele tiden nyt i samfundet, og markedet går op og ned, så det gælder i den grad om at være omstillingsparat. Det synes jeg, jeg har været god til, og det er spændende at være i en branche, der hele tiden udvikler sig, og bare de sidste tre år har vi rykket os enormt som virksomhed.”
”Før sad vi kun to medarbejdere, der arbejdede med erhverv, og vi skulle også begge arbejde med bolig, så der var jo begrænset, hvor meget vi kunne nå. Nu er vi fem dedikerede på erhverv med tre mæglere og to salgskoordinatorer. Samtidigt kan vi trække på hovedkontoret i København med hjælp til topprofessionelt salgsmateriale, markedsføring, PR, Research & Analyse og vores Kundecenter er åbent 365 dage om året fra 8-22. Så vi er jo gået fra lappeløsninger til topprofessionelt kvalitetsmateriale, som giver os endnu mere tid til at fokusere på dem det handler om: At hjælpe kunderne med køb og salg af deres ejendomme, og det håber jeg, at jeg kan blive ved med mange år fremover.”
Privat har Poul Lundorff været gift med sin kone i 51 år. De har en datter og tre børnebørn. Han har tidligere dykket meget, og svømmer 1-2 km fem dage om ugen.