Gartnerbyen er et af de største byudviklingsprojekter i Odense nogensinde med et område på 133.000 m² og et etageareal på over 140.000 m². Nu nærmer opførelsen af et af Gartnerbyens sidste projekter, byggeriet Trekløveren sig sin afslutning, og når sommeren går på hæld, forventes de 89 DGNB-guldcertificerede lejeboliger at være klar til indflytning.
Søren Tang Kristensen, Ejendomschef hos Industriens Pension, siger: “Det skrider planmæssigt frem med byggeriet, og det begynder efterhånden at tage form med de tre ejendomme i Trekløveren. Vi forventer, at boligerne er klar på den anden side af sommeren, så derfor har vi allieret os med EDC Projekt Poul Erik Bech, der har stor erfaring med udlejningsprojekter, og som vil stå for udlejningen af de 89 lejligheder.”
Han fortsætter: “Vi er glade for at være en del af at udvikle den nye bydel i Odense med et attraktivt byggeri, der lever op til vores krav om DGNB-guldcertificering. Vi glæder os til kunne tilbyde kvalitetsboliger til vores medlemmer og andre interesserede. Vi forventer en stor interesse for projektet og en god udlejningsproces i samarbejde med EDC.”
Kvalitetsboliger for alle
Udlejningen af de 89 lejligheder i Trekløveren varetages af EDC Projekt Poul Erik Bech og den lokale boligbutik EDC Poul Erik Bech Odense. Morten Nancke, partner i Odense, siger:
“Trekløveren består af tre punkthuse, som hver symboliserer et blad i trekløveren. Det er et fantastisk byggeri med højt kvalitetsniveau, store rummelige altaner og lækre grønne fællesfaciliteter, som bidrager til Gartnerbyens vision om at være Odenses nye grønne bydel. Lejlighederne henvender sig til mange forskellige segmenter, både studerende, småbørnsfamilier og pensionister, og vi glæder os til at hjælpe med udlejningen, hvor vi med succes har udlejet en lang række andre boligudlejningsprojekter.”
Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech, supplerer: “Lejlighederne i Trekløveren indrettes i lyse materialer med trægulve og nordisk inventar. Boligerne er indrettet som rummelige 2- eller 3-værelseslejligheder, hvoraf flere af dem bliver med walk-in closet og andre luksuriøse faciliteter.”
Tæt på det hele
Gartnerbyen er placeret i den vestlige del af det centrale Odense. Morten Nancke fortæller:
“Der er kort afstand til bymidten med et væld af indkøbsmuligheder, kulturoplevelser, skoler, daginstitutioner og byens mange idrætsfaciliteter. Der er også natur, skov og rekreative områder tæt på. Der er let adgang til centrum via Supercykelstien, hvor man let og hurtigt kan transportere sig til banegården, University College eller byens øvrige faciliteter. Letbanen har stop blot 200 meter fra ejendommen med centrum, universitetet og sygehuset som stop på ruten. Coop365 er lige åbnet i Gartnerbyen, så indkøb er under to minutters gang fra lejlighederne. Alt i alt en rigtig god beliggenhed for dem, der vil kombinere byliv med frihed og adgang til grønne områder.”
I slutningen 2021 formidlede EDC Erhverv Poul Erik Bech selve salget af Trekløveren i Gartnerbyen, hvor H. Skjøde Knudsen A/S solgte Trekløveren til Industriens Pension for et trecifret millionbeløb.